Frivillige unge bag årets program

TØLLØSE: Tre unge piger fra Stenhus Gymnasium står bag en del af programmet ved årets Stafet for Livet i Tølløse.

Cathrine, som er den ene af pigerne, kendte til Stafet for Livet i forvejen og hun sendte en besked ud til eleverne på skolen og spurgte, om der var nogen, der ville deltage i planlægningen af årets stafet.

Og der meldte både Emma og Alberte sig og siden har de holdt mange møder og fået ideerne til meget af underholdningen.

Børnene

"Vi har lagt rigtig meget vægt på, at der skal være noget for børnene, fortæller Alberte, så der er både hoppeborge og andre sjove ting, men vi har også været med til at finde på ideer til de voksne".

Hjemmesiden

Som frivillige har de også sørget for Stafet for Livets hjemmeside www.stafetforlivet.dk, hvor man også kan hente information.

"Vi har meldt os som frivillig, da vi alle tre er interesserede i at kæmpe kampen mod kræft, og for at opnå et indblik i, hvad det kræver for at gøre en forskel", fortæller pigerne og fortsætter: "Nogen af os har også haft kræft tæt inde på livet, mens andre heldigvis aldrig været mærket af det. På trods af det, er vi alle tre meget passionerede vedrørende stafetten".

De unge har også fået en indsigt i, hvordan erhvervslivet for eksempel støtter op om arrangementet og en større evne til at kommunikere, mener de.

"Vi håber, at vores indsats for Stafet For Livet vil komme til syne ved de 24 timer".