By gennem 300 år: Fra hoveri til nutid

Osted Bylaug markerer med en stor udstilling i Osted Kulturhus, at det er 300 år siden, at Osted blev pålagt hoveriarbejde under Vibygaard. Erik Kildegaard Rasmussen har samlet spændende materiale sammen fra de tre århundreder, skriver DAGBLADET Roskilde tirsdag.

Udstillingen, der kan ses hele februar måned, fortæller om Osteds udvikling fra 1719 til 2019 og består af billeder og tekst på 10 plancher, der fortæller om, hvordan folk i Osted oplevede livet gennem de 300 år. Osted Bylaug vil således markere, at det er 300 år siden, at Osted by blev pålagt hoveriarbejde under herregården Vibygaard.

Udstillingen viser eksempler på, hvordan Osted-borgerne oplevede hoveriet; stavnsbåndet og udskiftningen. Hvordan fik bonden selveje? Hvad skete der mere under englændernes besættelse af Osted i 1807? Hvilken betydning fik andelsbevægelsen? Hvornår begyndte parcelhusbyggeriet og hvordan ændrede det Osted til den by, vi kender i dag?

For Erik Kildegaard Rasmussen har det været meget oplevelsesrigt at samle materiale og skabe sig et indblik i Osteds historie.

- Jeg synes, det har været sjovt at finde alle de gamle fotos og billeder frem. Jeg har mødt en masse spændende mennesker, der har fortalt historier fra tiderne i Osted. Rigtigt gode samtaler, fortæller Erik Kildegaard Rasmussen til Dagbladet.

LÆS mere i DAGBLADET Roskilde tirsdag.