Køge vil med i vind-eventyr i bugten

Inden for en overskuelig fremtid vil der givetvis være en stor havvindmøllepark på vej til Køge Bugt, knap 20 kilometer stik øst for Køges kystlinje.

Det ligger fast, efter at Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) for nylig fik Energistyrelsens tilladelse til at sætte forundersøgelser for to havvindmølleparker - en i Køge Bugt, en i Øresund - i gang.

Nu har Køge Kommunes økonomiudvalg så vendt tommelfingeren opad til at kunne tage del i forundersøgelserne til HOFORs havvindmølleprojekt i Køge Bugt, skriver DAGBLADET. Et projekt, der vil kunne rumme mellem 25 og 63 havvindmøller af hver især 220 meters højde.

Forundersøgelsernes formål er at kigge nærmere på, hvilke påvirkninger på miljøet, flytrafikken og meget andet det vil give at etablere havvindmølleparken. Dertil kommer, at analyserne selvsagt skal kaste lys over projektets potentiale.

I den politiske sagsfremstilling, som Økonomiudvalget nu har drøftet, giver forvaltningen et par bud på, hvordan Køge vil kunne bidrage:

- Der er mange muligheder for Køge Kommunes engagement i projektet, og et oplagt bud vil være, at Køge Kommune via Køge Vind A/S investerer i, og på borgernes vegne, ejer én eller flere af havvindmøllerne. Setup'et er kendt, og foruden en forventet betydelig klimagevinst og bidrag til den grønne omstilling i Køge Kommune, viser erfaringer fra blandt andet Samsø Kommune, at der kan være tale om en fornuftig investering med god rentabilitet, skriver man blandt andet i sagsfremstillingen.