Teater-ildsjæl får pris for arbejdet med teater til børn og unge

I snart 40 år har Britta Skov, ildsjæl i Teater & Musik Odsherred, pensioneret lærer fra Højby Skole, været teaterforeningens administrator for Odsherred Kommunes børneteater-ordning - en årlig pulje på 668.000 kr. der sikrer, at alle børn og unge fra 0.-9. klasse oplever mindst én teaterforestilling om året i skoler og institutioner eller på Odsherred Teater.

I sidste weekend modtog Britta Skov Kulturkongens Børneteater-arrangørpris for sit store arbejde med at få teater-puslespillet til at gå op i samarbejde med kontaktpersoner fra skoler og institutioner.

Prisen blev uddelt på Teatercentrums Aprilfestival.

- Mere end 3000 forestillinger er røget gennem hænderne på vores prismodtager. Alle børn og unge i området er blevet mødt af teater gennem hele deres opvækst, fra vugge til ungdomsuddannelse, lød det i indstillingen.

- Der hvor prismodtageren kommer fra, tager man formidling alvorligt, og området er et mønstereksempel på, hvordan man kan lave en struktur, der sikrer teaterforestillinger til alle. Kommunen betaler, og vores prismodtager gør arbejdet. Et omfattende arbejde og stor entusiasme, hed det videre i indstillingen.

- Britta har stået for at administrere ordningen i omkring 40 år, og vi kan slet ikke få armene ned af glæde over, at det fortsat kører så godt, og at det nu bliver værdsat med en teater-arrangørpris, siger formand for Teater & Musik Odsherred, Inge Risom.

- Odsherred Kommune har en fremragende ordning, hvor der hvert år sættes godt 600.000 kr. af i en central pulje. Og når kommunen giver 600.000 kr., kommer der et tilsvarende beløb fra staten via refusionsordningen.

- I Odsherred er det ikke et spare-objekt ude på skoler og institutioner, fordi pengene er afsat centralt af kommunen og øremærket til teater til børn og unge, siger Inge Risom.