Tyv stjal Palmes fiskebil

Forleden blev en bil stjålet i Hedehusene. Det betyder, at forretningen Palme's Fisk i Gendarmergården er midlertidigt lukket. Det var nemlig Jacob Egeberg Palmes fiskebil, der blev stjålet - den varevogn, han hver dag bringer mellem 200 og 400 kilo fisk fra København til Holbæk med.

- Bilen er væk, og det er både irriterende og dyrt, for det betyder, at jeg har været nødt til at lukke butikken i Gendarmergården, når vi nu ikke kan få varer frem, siger Jacob Egeberg Palme.

Bilen er en hvid Citroën Berlingo med indregistreringsnummeret BN 254 437.

- Nu kan jeg håbe, at bilen dukker op. Ellers må jeg købe en ny. Ingen vil låne mig en bil til at køre fisk i, så jeg er formentlig ikke kørende igen før tidligst i weekenden, siger fiskemanden.

Jacob Egeberg Palme udlover en dusør på 5.000 kroner til den, der kan skaffe ham hans varevogn tilbage.