Marts ’21 – tilbageblik:

MARTS Coronakrisen har lært os at bruge en masse nye ord og betegnelser. Nedlukning. Mundbind. Genåbning. Og i marts 2021 også ’stille genåbning’.

Det var i hvert fald, hvad der skete, da forretningslivet åbnede ved månedens start. Butikkerne – bortset fra dem i Lyngby Storcenter samt Magasin og Fog – åbnede uden at gøre større væsen af sig. Også restauranter, cafeer og barer måtte vente yderligere for at åbne.

Dog blev besøgsrestriktionerne på plejehjemmene ophævet.

Coronanyt hver uge, hver måned året rundt. Det var lidt teksten. Det samme med letbanenyt. Og ingen af delene var altid godt nyt.

Men for letbanens vedkommende kunne vi da bringe et par gode nyheder i marts: Der var risiko for en udskydelse af letbanens åbning i 2025 i halvandet år frem til 2027. Men forsinkelserne bliver ikke til noget, forsikrede Letbaneselskabet.

Og så blev de tre flotte poppeltræer i krydset Klampenborgvej/Kanalvej – lige ved Microsoft – reddet. Det var ellers planen, at de skulle have ladet livet for at gøre plads til letbanen, men massive protester gjorde, at man i stedet for at fælde poplerne nøjes med at beskære dem, så de ikke kommer til at genere letbanens køreledninger.

Klimaet

Marts var måneden, hvor endnu et potentielt valgtema blev luftet. Biodiversitet. Klima. Bæredygtighed. Kært barn, mange navne.

Alle kommuner blev af miljøministeriet inviteret til at deltage i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune, og dén betegnelse ville Lyngby-Taarbæk gerne have hæftet på sig.

Mere vild natur er sagen, hvis flere truede dyre- og plante skal reddes. Biodiversiteten skal i vejret, og den var man i Lyngby-Taarbæk helt med på.

Affaldssortering er det nye sort, når vi taler bæredygtighed. Og nu skulle Lyngby-Taarbæk også være med på skraldevognen.

I marts blev et utal af forskellige affaldsbeholdere kørt ud til borgerne, som nu skulle til at lære at sortere deres affald. Det viste sig at være godt – ikke mindst for avisens debatsider senere på året.

Tidligt opdagede man blandt andet, at skraldebeholderne hurtigt blev fyldt til randen, og det betød, at det flere og flere steder begyndte at flyde med affald.

Marts blev også måneden, hvor kommunalbestyrelsen vedtog en bæredygtighedsstrategi, som havde tre fokuspunkter:

1) C02, energi og transport; 2) natur og klimatilpasning; 3) ansvarligt forbrug.

V og K blev venner

Efter måneders uro, som i februar kulminerede med et knivstikkeri ved Lyngby Stadion, meldte politiet ud, at mere overvågning i området kan være løsningen på problemerne med de rastløse unge i bymidten.

Et andet uroligt element i Lyngby-Taarbæk, den lokale Venstre-vælgerforening, holdt for første gang i mange år generalforsamling med ro på bagsmækken.

Dog ikke helt uden lidt knirkeri. For man havde ønsket at få sine to frafaldne kommunalbestyrelsesmedlemmer, løsgængerne Henriette Breum og Inge Sandager, tilbage i folden. Men de afviste begge Venstres tilnærmelser. Og det betød, at V måtte gå til kommunalvalg uden at have et eneste medlem i kommunalbestyrelsen.

Men: Mere end ti års indædt kamp om magten med Konservative sluttede, da V og K sammen kunne meddele, at man havde røget fredspibe og var gået i valgforbund med hinanden.

Kampen om borgmesterposten mellem de to partier sluttede, da forhenværende V-borgmester Søren P. Rasmussen i 2020 flyttede til Frankrig og dermed trådte ud af lokalpolitik i Lyngby.

Den nye partiledelse hos Venstre med kandidat Christine Dal i spidsen pegede da også utvetydigt på konservative Sofia Osmani som en kommende borgmester.

Ældreplejen

Føljetonen om ældreplejen fortsatte ikke overraskende.

Der var politisk enighed om en handleplan for hjemmeplejen, så forholdene for de ældre, der bor i eget hjem, kunne blive forbedret.

”Kvalitet i plejen skal stå øverst på dagsordenen,” fastslog socialudvalgsformand Bodil Kornbek (S).

2x100 år

Og så kunne Lyngby Boldklub fejre 100-års fødselsdag. Det blev – til at starte med – markeret med en bog, skrevet af klubbens tidligere formand, Hans Bjerg-Pedersen.

Nogen egentlig fejring blev det ikke til. Den blev – på grund af corona – udskud til slutningen af september. Det samme gjaldt for Virum-Sorgenfri Boldklubs 100-års dag. Fejringen af den store dag blev ligeledes udskudt.

Foto: Lars Schmidt