Dyrebutik har indtaget tidligere café

Mini Zoo, den nye dyrebutik på 1. sal i Hørsholm Midtpunkt, har ikke så meget mere med Maxi Zoo at gøre end navnet.

For det er ifølge Mini Zoo-kædens ene ejer, Morten Pelby, alene ønsket om et navneskift, der førte til navnet.

“Før hed vi Akvarieudstyr. Så kom der krybdyr til og hunde og katte, og så mente vi det var på tide at skifte navn,” fortæller Morten, der driver Mini Zoo butikkerne sammen med sin seks år yngre lillebror Martin.

Den femte butik

Brødrene åbnede midt i december butikken i Hørsholm i de lokaler på 1. sal, der i længere tid stod tomme efter Café Engelhardt lukkede. Det er den femte Mini Zoo. Kæden har i forvejen butikker i Vanløse, Valby, på Christianshavn og i Tårnby.

“Det blev Hørsholm, fordi vi gerne vil prøve at komme ud af byen,” oplyser 49-årige Morten Pelby, der alligevel ikke kan lade være med at trække en lille tråd til næsten-navnebror med Maxi foran.

“De er jo en slags supermarked, hvor vi satser på at ansætte medarbejdere der er uddannet i branchen,” pointerer han.

Der er to ansatte til at betjene kunderne i butikken, butikschef Natasja Geill og dyrepasserelev Katrine Olesen. Her kan du ud over levende dyr finde tilbehør til hunde og katte, akvarier samt fugle, gnavere, slanger og krybdyr.