City buldrer videre med sejr over Thomas Franks tropper

Brentford blev Manchester Citys seneste offer. Andreas Christensen startede inde for Chelsea mod Brighton.

Manchester City buldrer derudad i Premier League.

Onsdag kom Pep Guardiolas mandskab op på ti sejre i træk i den engelske liga. Denne gang var det danskerklubben Brentford, der stod for skud.

Thomas Franks tropper kæmpede bravt, men måtte se City vinde 1-0 på et mål af Phil Foden scoret tidligt i første halvleg.

Mathias Jensen, Mads Roerslev og Mads Bech startede inde for Brentford, som kom fint i gang og havde et par muligheder foran mål, selv om City som vanligt sad meget på bolden. Men efter lidt over et kvarter slog gæsterne til.

Her sendte Kevin De Bruyne en fremragende aflevering ind i feltet, som Phil Foden opsnappede og prikkede i mål. Anden halvleg bød på stor City-dominans, men flere mål blev det ikke til.

Aymeric Laporte havde ellers headet bolden i mål i 87. minut, men han blev efter et VAR-tjek dømt til at have været offside, og så forblev det 1-0.

Brentford er efter nederlaget placeret på 14.-pladsen i Premier League med 20 point.

City har på førstepladsen nu otte point ned til Chelsea på andenpladsen, som onsdag måtte tage til takke med et enkelt point efter 1-1 hjemme mod Brighton. Andreas Christensen var tilbage i startopstillingen for første gang siden starten af december, men måtte lade sig skifte ud i pausen.

Cirka midtvejs i første halvleg måtte den danske forsvarsspiller sætte sig på græsset og tage sig til ryggen, som han har døjet med på det seneste. Christensen spillede resten af første halvleg, men mere blev det altså ikke til.

Chelsea førte længe 1-0 efter et mål af Romelu Lukaku efter en lille halv times spil. Men i kampens tillægstid fik Brighton udlignet. Danny Welbeck, der netop var blevet indskiftet, steg til vejrs og headede den forløsende udligning ind.

Det er den tredje uafgjorte kamp for Chelsea inden for de seneste fire i ligaen.

Manchester City skal allerede i aktion igen 1. januar på udebane mod Arsenal. Brentford og Chelsea møder henholdsvis Aston Villa og Liverpool 2. januar.

/ritzau/