NFL-stjerne slår flot rekord i kamp mellem Packers og Browns

Quarterbacken Aaron Rodgers kan kalde sig indehaver af rekorden for flest kastede touchdowns i Green Bay Packers' historie.

Det står klart, efter at NFL-stjernen lørdag overhalede legenden Brett Favre med tre touchdowns mod Cleveland Browns.

Rodgers overtog rekorden efter knap ti minutter i første quarter, da han fandt Allen Lazard i udeholdets endzone med et kast på 11 yards.

Kastet var Rodgers' 443. touchdown-aflevering for Packers, hvilket var nok til at bringe ham alene i spidsen på rekordlisten.

I løbet af kampen udbyggede han rekorden med yderligere to touchdowns, da Green Bay Packers vandt 24-22.

38-årige Aaron Rodgers er i gang med sin 17. sæson for Packers. Kampen mod Cleveland Browns var hans 211. for holdet fra Green Bay i delstaten Wisconsin.

Brett Favre skulle bruge 16 sæsoner og 255 kampe på at sætte den nu tidligere rekord.

Rodgers' var backup for netop Brett Favre i hans tre første sæsoner i NFL fra 2005 til 2007.

I den periode fik han blot syv kampe med en touchdown-aflevering til følge, men siden har han udviklet sig til en af NFL's største stjerner.

I 2011 førte Aaron Rodgers Green Bay Packers til sejr i den såkaldte Super Bowl og blev også kåret til kampens bedste spiller i processen. Han er også blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller tre gange i sin karriere. Senest i 2020.

Green Bay Packers har været en del af NFL, der er den bedste liga for amerikansk fodbold, siden 1921.

/ritzau/Reuters