Juletræer: Her bliver der ikke pruttet om prisen

– Der har godt nok været tryk på i dag, siger Jannie Lindholm, og skubber nissehuen på plads.

Hun er gul spejdermor og formand for bestyrelsen Erik Klipping-gruppen, som holder til i Højby. Siden slutningen af november har forældre og spejdere hver weekend været at finde på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Højby, hvor de har solgt juletræer og brændte mandler til forbipasserende.

– Alle forældre har fået en juletræsvagt, så alle har været med. Også spejderne, naturligvis. Det er godt for sammenholdet i gruppen, siger Jannie Lindholm.

Der er ikke udsolgt, men der er tyndet godt ud i træerne på pladsen.

– Det er flotte træer, og pengene går til et godt formål.Så her skal ikke pruttes om prisen - selv om nogen forsøger, siger spejdermor.

Den 23. december er sidste dag med juletræssalg for i år, og spejderne håber på at kunne nå op på samme resultat som sidste år.

– Sidste år fik vi 60.000 kroner i overskud. Det er mange penge for os. De bruges til børnene, spejderture og lejrgrej. Vi satser på at københavnerne kommer og køber juletræer i morgen. Så skal vi nok nå det, siger Jannie Lindholm.