Tyvene er vendt tilbage: 13 biler har haft indbrud på tre uger

Indbrud Efter et fald i antallet af indbrud i biler er tallet nu steget igen i Furesø. Ifølge Danmarks Statistik blev der i årets tre første kvartaler begået 55 indbrud i biler, mens der i de tre første kvartaler af 2020 var 48 bilindbrud.

Det er særlig biler af mærket Volkswagen, som tyvene går efter, hvor de oftest stjæler de navigationsanlægget eller airbags. Ifølge en optælling fra døgnrapporten over de seneste tre uger fra den 22. november til den 10. december, blev der i Furesø begået tretten indbrud mod biler, hvor af ti var i Værløse og tre var mod biler i Farum. Det er derfor over dobbelt så mange som de seks tyverier, der blev anmeldt for hele juli, august og september.

Samlet set har der i Nordsjællands Politikreds været 77 indbrud i biler eller varevogne i de tre uger.

Professionelle tyve

Selvom det kan lyde af meget, viser tal fra Danmarks Statistik dog, at tallet har været faldende de senere år, både når det gælder Region Hovedstaden og Furesø Kommune. Særligt under corona-pandemien har der været færre af den type tyverier, da der i 2019 var 132 i Furesø i biler og varevogne, mens der året efter kun var 64. Men nu lader det til, at tyvene er ved at vende tilbage.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi til de seneste bølge af tyverier i Furesø eller Nordsjælland generelt, men politikommissær Henrik Sejer har fortalte i oktober til TV2 Lorry, at der i øjeblikket huserer professionelle og udenlandske grupper. De stjæler bildele fra især dyre bilmærker, som de sælger videre.

“Vi ved, at det er nogle meget professionelle tyve, som først kører rundt og finder ud af hvilke biler, de senere vil begå indbrud i. Derfor opfordrer vi alle til at være særligt opmærksomme, hvis der er nogen, som kører rundt og kigger meget,” sagde han.

Tyverier fra personbiler i Furesø (lastbiler/varebiler)

2020: 49 (15)

2019: 96 (36)

2018: 94 (48)

2017: 99 (47)

2010: 225 (67)

Kilde: Danmarks Statistik