I dag afsiges der dom i sagen mod den 20-årige mand som den 30. december sidste år under et skænderi med en pædagog på boinstitutionen Ørbækskilde på Riisvej ved Fårevejle, trak en kniv, og endte med at stikke pædagogen ihjel.
Den 29-årige Namuyallah Ahamadzai, blev knivdræbt mens han som ene personale var på arbejde på boinstitutionen for psykisk syge unge.
Ved obduktionen blev det konstateret, at han var blevet stukket mindst 16 gange med den springkniv, som den 20-årige havde haft i hånden. To af de stik ramte lungen og hjertet, og dræbte Namuyallah Ahamadzai. Han blev af en forbipasserende fundet liggende bevidsteløs i vejsiden, og kort efter erklæret død som følge af forblødning.
Den 20-årige mand, som førte kniven, søgte tilbage til boinstitutionen efter drabet, hvor han sammen med en anden beboer forsøgte at gemme kniven på et skab. Da politiet senere ankom til bostedet, tilstod den 20-årige drabet på Namuyallah Ahamadzai.
Den 20-årige har under hele forløbet og i retten fastholdt, at han ikke havde til hensigt at dræbe Namuyallah Ahamadzai, men at han stak efter armen. En mentalerklæring har fastslået, at den 20-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket og at han har diagnosen skizofren paranoid. Den 20-årige er tiltalt for manddrab efter straffelovens paragraf 237. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en dom til anbringelse under psykiatrisk forvaring uden fastsat længde. Forsvareren har til retten forklaret, at hans klient nægter sig skyldig i drab, men kan erkende vold med døden til følge.
Domsmandsretten vil i dag tage stilling til hvorvidt der var tale om et forsætligt drab eller den 20-årige aldrig havde til hensigt, at slå den 29-årige Namuyallah Ahamadzai ihjel.
