Ansatte siger op på grund dårlige togforbindelser

Høje-Taastrup: En af de virksomheder, der mærker, at togforbindelserne til og fra Høje Taastrup Station er svækket er Auto IT.

Her har direktør Claus Nyboe, der selv tager fra Odense, når han skal på arbejde, oplevet de svækkede forbindelser på egen krop, men også hos virksomheden, som rent faktisk har investeret i egen udvikling på baggrund af de før gode forbindelser til Fyn.

– Jeg har pendlet til Høje-Taastrup fra Odense i 12 år, og i forbindelse og vi har placeret vores kontor tæt på Høje Taastrup Station, fordi der var gode forbindelser. Men der er sket en deroute, for før kunne man køre nonstop fra mellem Odense og Høje Taastrup, siger Claus Nyboe, direktør i Auto IT, der holder til i Skagensgade lige ved stationen.

Han henvendte sig til Michael Ziegler i efteråret, da han opdagede den nye køreplan. Her konverterede DSB en række af pendlerlyntogene fra IC-toge til regionaltog, og det betyder, at der er en dårligere betjening på 1. klasse.

– Det var det, der slog hovedet på sømmet. Og så tog jeg kontakt til borgmesteren, siger Claus Nyboe.

Rekrutterede fra Fyn

Auto IT har ligget i Høje Taastrup i 10 år og før har seks medarbejdere pendlet fra Odense, som ifølge direktøren har været begejstrede for pendlerturen med et direkte lyntog. Virksomheden tilbød et tilskud til medarbejderne, så de kunne opgradere til 1. klasse, samtidig med at togturen kunne bruges som arbejdstid. På den måde kunne man også rekruttere medarbejdere fra Fyn.

– Men efter man droppede lyntog, mistede vi tre medarbejdere, der direkte adresserede de svækkede forbindelser som årsagen til, at de sagde op. Det passede ikke med deres liv. Jeg føler, at man har negligeret, at der er mange, der har nydt godt af den direkte forbindelse, siger Claus Nyboe, der ikke længere kigge så langt mod vest, når han skal finde nye medarbejdere.

– Der er færre, der tager toget, og jeg har droppet at rekruttere fra Odense, for det hænger ikke sammen længere, siger direktøren og fortæller, at han og de to andre medarbejdere, der tager fra Fyn i stedet har overvejet samkørsel i bil.

– Det vil være konsekvensen, selvom jeg godt kan lide togturen. Men det vil være billigere at tage bilen, også fordi vi arbejder mere hjemme, og derfor kan et pendlerkort ikke betale sig, siger direktøren.

Foto: Kim Rasmussen