Fejl i forståelsespapir: Mulig skattestigning sænkes

Skattestigningen på 0,33 procentpoint, der oprindeligt var lagt op til i det forståelsespapir, der danner grundlag for den nye kommunalbestyrelses konstituering, er ikke længere på tapetet.

Der har nemlig – ifølge den kommende borgmester, Ann Sofie Orth (K) – »indsneget sig en lille fejl«.

- Fejlen består i, at så meget kan man ikke hæve skatten og samtidig undgå at skulle sende pengene videre, siger Ann Sofie Orth.

Den kommende borgmester henviser til udligningsordningen og den såkaldte »frit lejde-ordning«, der betyder, at kommunen ved en skattestigning kan beholde alle de ekstra indtægter, der kommer ind via en skattestigning, i kommunen, hvilket er hele argumentet for skattestigningen - hvis man altså ikke hæver skatten for meget.

- Næste år kan skatten derfor stige med omkring 0,14 procentpoint. Lige nu går vi og venter på de endelige beregninger, så om det endelige tal lander på 0,14 eller 0,13 eller 0,15 ved vi ikke endnu, siger Ann Sofie Orth.

Hvordan opstår sådan en fejl? Man skyder vel ikke bare sådan et tal af fra hoften?

- Den opstod.

Det er dit svar på det spørgsmål?

- Ja.

Hvornår blev I opmærksomme på fejlen?

- To dage efter valget (tirsdag den 16. november, red.).

Fokus på grundskylden

Ann Sofie Orth nævner, at hun i stedet vil have fokus på grundskylden.

- For mig er det vigtigt at have fokus på grundskylden, for den skal vi have ned. I forståelsespapiret er der en meget klar hensigtserklæring, som er tiltrådt af hele kommunalbestyrelsen, om, at grundskylden skal ned, for det er også en skat. Et hus på 150 kvadratmeter på en almindelig villavej i Rudersdal koster folk 45.000 kroner om året i grundskyld, siger Ann Sofie Orth.

Cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen undrer sig over, at »den nye borgmester ikke har lavet et kasseeftersyn«, før udmeldingen om en mulig skattestigning.

Kunne man have foretaget et kasseeftersyn, før man meldte skattestigningen ud?

- Det er jo det, vi er i gang med nu, så vi taler om rækkefølgen.

Skattestigning er en aftale

I forståelsespapiret står der, at skattestigningen er en mulighed, og i et interview med Cepos på tænketankens Twitter-profil, siger Ann Sofie Orth, at skatten kan sætte op.

Man vender flere gange tilbage til vendingen med, at det er en mulighed, men betyder det, at det ikke er sikkert?

- Nej, jeg mener jo, at vi har en aftale, så hvis ikke det bliver gjort, vil jeg tænke, at jeg brød en aftale med resten af kommunalbestyrelsen, og det agter jeg ikke at gøre.

Så skattestigningen er en aftale, som ikke kan brydes?

- Ja, det er en aftale, og det må du virkelig gerne citere mig for, for det handler jo om, at man skal kunne stole på mig på en valgnat.

For mig er det vigtigt at have fokus på grundskylden, for den skal vi have ned. I forståelsespapiret er der en meget klar hensigtserklæring, som er tiltrådt af hele kommunalbestyrelsen, om, at grundskylden skal ned, for det er også en skat.

Ann Sofie Orth (K), borgmester