Jensen fortryder fravalg af taktisk træk i semifinale

Jesper Jensen ville gerne have spillet mere overtal mod Frankrigs forsvar, men fravalgte det i kampens hede.

Landstræner Jesper Jensen ærgrer sig over, at han ikke trak endnu et taktisk kneb ud af ærmet, da håndboldkvinderne tabte VM-semifinalen mod Frankrig med 22-23.

Franskmændene overtog initiativet i anden halvleg ved at sende en forsvarer op i en fremskudt position, og Jensen overvejede at besvare udfordringen ved tage sin målvogter ud og spille syv mod seks i angrebet.

Men det kort blev kun spillet ud en enkelt gang uden succes.

- Da der var ti minutter tilbage, stod Lars (Jørgensen) og jeg og snakkede om, om vi skulle fortsætte, eller vi skulle spille syv mod seks.

- Vil valgte at køre videre, og set i bagklogskabens lys ville jeg gerne have gjort noget andet nu. Men det er ikke sikkert, det var gået alligevel, siger Jesper Jensen.

Han er enig i, at det franske 5-1-forsvar skabte problemer for det danske angrebsspil efter pausen.

- Vi kom egentlig til nogle okay chancer, men faktum er, at vi ikke kunne score til sidst. Det er sindssygt ærgerligt, konstaterer landstræneren.

At Danmark pressede de olympiske mestre til det yderste, er en fattig trøst i nederlagets stund.

Men Jesper Jensen er trods alt glad for, at hans mandskab fik demonstreret, at det er tæt på den absolutte verdenselite.

- En af delmålsætningerne i semifinalen var at bevise, at vi har et hold, der kan spille lige op med Frankrig. Det fik vi bevist.

- Men når man vil lege med de store, er det marginaler, der afgør det. Vi havde mange positive ting undervejs, men til sidst tippede mønten over til fransk fordel, siger Jesper Jensen.

/ritzau/