Fiskebutikken i MENY har skiftet hænder igen

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Patrick og Dorthe Wendin åbnede en afdeling af Rejekællingen & Søn i MENYS-forretning i hjembyen Rødovre. De betegnede det som en drøm, men nu er eventyret allerede slut. Det oplyser Patrick Wendin i et skriv på deres Facebook-side.

”Kære dejlige kunder. Det er med en blandet portion sorg og glæde, at vi må meddele, at vi lukker afdelingen i Rødovre igen. Det har været en fantastisk og lærerig rejse, hvor vi har fået banket en super afdeling op, som kører fantastisk, men vi har simpelthen måttet indse, at vi har fået for travlt på den gode måde forretningsmæssigt. Personligt er det simpelthen bare for hårdt, må vi erkende, og når det ikke er sjovere, end det er hårdt, så finder jeg hurtigt en løsning,” indleder Patrick Wendin.

Beslutningen om, hvorfor forretningen lukker beror på mange ting, og for at mane rygterne i jorden har Patrick Wendin valgt at give sin version af, hvorfor fiskeforretningen, som ellers gik strygende, nu er lukket.

”Jeg fandt ud af, at jeg synes, det er sjovt at lave maden, opleve den personlige kontakt og samtidig have tid til at stå for planlægningen og driften af en købmandsbutik og have mine folk omkring mig. Det har jeg/vi måtte indse, at vi ikke kan ved at have to butikker, da sjælen kun kan være et sted, og det er og bliver bare kun i Albertslund, hvor mor og søn startede. Det er det, vi synes er sjovt, og det vi har kæmpet for hver dag, så vi må bare indrømme, at vi ikke er dygtige nok til at have to butikker for nu,” uddyber han.

Ingen anden udvej

Selvom beslutningen om at lukke i hjembyen har været hård, så Patrick Wendin ingen anden udvej, hvis også familielivet skulle passes.

”Vi savner at være sammen alle sammen, da det er selve familielivet i butikken, der driver os, vi savner kunderne, selvom der også er massere dejlige i Rødovre! Til gengæld glæder vi os til kun at koncentrere os, om det vi er gode til, bare og lave en masse god mad og en masse fede tilbud med sjæl og kærlighed. Vi beklager selvfølgelig alt de gener, det må medføre og vil derfor gøre alt for at hjælpe med levering og andre tiltag for at opretholde vores service og håber på jeres forståelse,” afslutter Patrick Wendin.

Hos MENY er der heller ingen, som smækker med døren.

”Vi skilles i god ro og orden og ønsker Patrick og Co’ alt det bedste for fremtiden,” skriver MENY på deres Facebook, hvor de samtidig løfter sløret for, at fiskeforretningen allerede har fået en ny forpagter. Det bliver Emil Lorentzen, som ejer Grevens Fisk, der udover butikken i Rødovre også forpagter fiskebutikken i MENY på Ugandavej på Amager.