Dansk toppar sender landsmænd ud efter stort VM-drama

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard overlevede to matchbolde, da de sendte Alexandra Bøje og Mette Poulsen ud.

Damedoublen Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er seedet som nummer 11 ved badminton-VM i Spanien, men onsdag måtte de i et rent dansk opgør grave dybt for at spille sig videre til tredje runde ved VM.

Alexandra Bøje og Mette Poulsen jagtede revanche for årets skandaleramte DM-finale mellem de to par. De havde to matchbolde i andet sæt, men endte med at falde sammen og tabe 21-18, 20-22 og 12-21.

Dermed udeblev revanchen for DM-finalen i august, hvor Bøje og Poulsen endte med at få karantæne efterfølgende for deres opførsel over for servedommeren og trusler om at forlade finalen undervejs.

Thygesen og Fruergaard skal i næste kamp formentlig møde sydkoreanerne Kim Soyeong og Kong Heeyong, der er tredjeseedet ved VM.

Det blev et første sæt, hvor Bøje og Poulsen hele tiden lå en smule foran, og det hul formåede favoritterne aldrig helt at få lukket.

Selv om de nærmede sig efter at have været nede 12-18, fik de aldrig kontakt og tabte 18-21.

Andet sæt mindede meget om første, men denne gang var det med Thygesen og Fruergaard i teten det meste af vejen.

Ved 10-10 var der kontakt, og foran 15-11 begyndte det for alvor at dufte af en overraskelse. Samtidig var der rådvildhed at spore i spillet hos Thygesen og Fruergaard.

Men trætheden blev også en faktor. Især Mette Poulsen begyndte at se træt ud, og favoritterne kom tilbage.

Thygesen og Fruergaard tog fire point på stribe, og det blev nu for alvor en duel på nerver.

Fejlene var mange fra begge par, og det blev især tydeligt, da Bøje og Poulsen stod med to matchbolde ved 20-18. Begge blev misbrugt, blandt andet på en heldig netruller fra Thygesen, og sættet blev tabt for Bøje og Poulsen.

En gedigen mental lussing for det undertippede par, som var tydeligt mærket fra starten af tredje sæt. Thygesen og Fruergaard stak hurtigt af og endte med en sikker sætsejr på 21-12.

/ritzau/