Ekspert: Smittetal og indlæggelser vil fordobles uden restriktioner

Spredningen af den nye omikron-variant ville blive tidoblet og hospitalerne blive godt fyldt op til jul, hvis regeringen ikke havde indført flere coronarestriktioner og delvis nedlukning, mener RUC-lektor i virologi.

Sjælland: Mange danskere synes nok, at det er en hård nyser med de nye coronarestriktioner, der gør julefrokoster til et moralsk anliggende, lukker restaurationer efter midnat og skoler fra onsdag i den kommende uge.

Men det er intet mod de alvorlige følger, det ville have haft, hvis ikke de ekstra restriktioner var blevet indført.

Det siger lektor ved Roskilde Universitet (RUC) med speciale i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen.

– Jeg tænker, at tiltagene er nok at dæmpe smitten med deltavarianten. Delta vil fortsat falde i hyppighed, men med den stigning, vi har set i omikron, så er det er min forventning, at vi kan halvere kontakttallet for omikron med de tiltag, vi har lavet, siger han.

Omikron er game changer

Kontakttallet er et udtryk for, hvor mange hver smittebærer smitter.

Han understreger, at den nye omikron-variant af Covid-19 formentlig har et kontakttal på mellem 3-4, og at delta-varianten har et kontakttal på cirka 1,2.

Og det er særligt omikron-varianten af Covid-19, der har fået læsset til at vælte og fået regeringen til med en blanding af skarpe anbefalinger og påbud at lukke nattelivet, skoler og andre større forsamlinger ned, fordi den nye coronavariant, der først blev set i Sydafrika, spreder sig mere end tre gange så hurtigt som delta-varianten.

– Det her er tiltag, der dæmper stigningen af omikron. Nu har vi et par hundrede tilfælde dagligt, hvis vi kan tredoble det på en uge i stedet for tidoble, så har vi en situation omkring juletid med 1000 nye omikron smittede om dagen, hvoraf ca. én pct. vil kræve indlæggelse.

– Hvis vi havde lade den (epidemien red.) løbe, ville det være 10 gange voldsommere med omikronudbredelsen. I alt ville der være 15000 Covid-19 smittede om dagen ved juletid, og indlæggelserne ville være fordoblet uden restriktionerne, siger Viggo Andreasen.

Han understreger, at de nye restriktioner vil bremse smittespredningen, så myndighederne får tid til at vaccinere, se hvor alvorlig omikron-varianten er og nedkæmpe delta-varianten. Viggo Andreasen mener ikke, at der - hvis det går som ventet- er umiddelbar udsigt til en forlængelse af restriktionerne til udover 5. januar, som er den nuværende udløbsdato. Epidemien er dog ikke forsvundet med det.

- Vi må forvente, at epidemien med omikron tager fart efter nytår, men en overvejende del af befolkningen vil have en vaccine, så det vil dæmpe den.Til januar kan vi nok leve med epidemien og nå at behandle de syge. Man løfter formentlig de fleste restriktioner efter nytår, og så må vi leve med til foråret, at omikron får lov at vokse stille og roligt. Det, at vi får opbygget immunitet, gør, at vi over tid kommer til at håndtere de her Covid-19-vira bedre, siger Viggo Andreasen.

Smart timing

Lektoren i matematisk epidemiologi påpeger, at timingen i nedlukningen er god modsat sidste år på denne tid, hvor nedlukningen efter hans opfattelse kom en uge for sent.

– Hvis vi revaccinerer en halv million borgere om ugen, så er halvdelen af befolkningen vaccineret på fire-fem uger. Så det passer nogenlunde med genåbningen, det er ret smart gjort og køber os lige præcis den tid, vi har brug for, siger Viggo Andreasen.

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER