Tæt på pokalsensation: - Vi var bedst over to kampe

Det var marginalerne, der afgjorde, at det var SønderjyskE, og ikke Hvidovre IF, der kvalificerede sig til kvartfinaler. Sådan lød det fra Hvidovre-træner Per Frandsen efter kampen

Hvis man skal vinde fodboldkampe, skal man score på sine chancer. Det måtte Hvidovre IF sande efter to tætte opgør i mod Superliga-holdet SønderjyskE i Sydbank Pokalens kvartfinaler.

– Vi er selvfølgelig rigtig skuffede. Vi var tre minutter fra at gå videre, og over de to kampe var vi det bedste hold, men det var bare ikke nok til at gå videre, lød det fra Hvidovre-træner Per Frandsen efter returopgøret på Hvidovre Stadion, der endte med en sejr på 2-1 til hjemmeholdet.

Hvidovre spillede i store dele af opgøret lige op med Superliga-mandskabet, og efter efter en halv time fik Tobias Thomsen bragt hjemmeholdet foran med 1-0. Og troen på sensationen blev ikke mindre, da Kim Aabech otte minutter senere sendte kuglen i nettet til en pauseføring på 2-0.

SønderjyskE fik dog reduceret tre minutter før tid og sendt opgøret ud forlænget spilletid, hvor begge hold scorede et mål hver. Dermed skulle det hele afgøres fra 11-meter-pletten, og den duel trak gæsterne fra Haderslev sig sejrrigt ud af.

Ifølge Per Frandsen burde opgøret dog være afgjort til Hvidovres fordel allerede i den ordinære spilletid.

– Hvis man skal videre, skal man score på sine chancer. Vi brænder store chancer derovre, og i dag brænder vi et straffespark, så det var åbenbart ikke meant to be. Sådan er det engang imellem, konstaterede Hvidovre-træneren.

Trods skuffelsen over at være sendt ud af pokalturneringen er der mange ting at glæde sig over for Per Frandsen.

– Det har været et fantastisk efterår. Vi har spillet en god gang fodbold, har fået masser af point og er nummer to i Nordic Bet Ligaen. Så vi har 14 kampe at se frem til i foråret, hvor vi spiller om oprykning, sagde han.

Oprindeligt var målsætningen at ende blandt de seks øverste i tabellen i den næstbedste række.

- Det er vi sikre på nu. Derfor er der kun oprykning at spille for, så det går vi selvfølgelig efter, lød det fra Per Frandsen.

Han peger på defensiven som en af hovedårsagerne til, at Hvidovre IF har klaret sig så godt i denne sæson.

- Vi har det bedste forsvar i Nordic Bet Ligaen, og vores to målmænd, der har vogtet målet, har været outstanding, sagde Hvidovres cheftræner.