Demonstranter smadrer en baglygte på statsministerens bil

Politiet har ved Retten på Frederiksberg eskorteret bilen, som statsminister Mette Frederiksen (S) ankom i, væk, da demonstranter omringede den og smadrede en baglygte.

Statsministeren var ikke i bilen. Hun sidder torsdag til afhøring i Minkkommissionen, som undersøger forløbet omkring aflivning af mink.

Det var, da bilen begyndte at køre, at demonstranter samlede sig om den, og politiet blev nødsaget til at skærme den.

Københavns Politi oplyser til Ritzau:

- I forbindelse med at bilen skal flyttes, bliver den omringet af demonstranter – og i den forbindelse bliver der smadret en lygte på bilen. Den er nu kørt fra stedet. Vi er ved at undersøge nærmere, hvad der er sket.

Da Mette Frederiksen ankom til retsbygningen på Frederiksberg kort før klokken 9.00, blev hun mødt at tilråb fra demonstranter med skilte.

På et stort skilt, hvor Mette Frederiksen er afbilledet bag tremmer med en mink på skulderen, står der "Ind med Slette Mette".

Det er en henvisning til, at regeringen ikke havde lovhjemmel til beordre aflivningen af alle 17 millioner mink, da beslutningen blev truffet i november sidste år.

Samtidig har Minkkommissionen anmodet om at få udleveret sms'er fra blandt andet statsministerens telefon.

Men hun og tre andre topfolk i Statsministeriet har haft en automatisk slettefunktion sat til, som betyder, at sms'er er blevet slettet efter 30 dage.

Et af de centrale spørgsmål, som kommissionen vil forsøge at få besvaret er, hvornår Mette Frederiksen blev klar over, at der ikke var hjemmel i lovgivningen.

Inden hun gik ind i retsbygningen, sagde statsministeren, at det var den rigtige beslutning af aflive minkene.

- Jeg tænker helt generelt, at vi desværre var nødsaget til at træffe en beslutning for et år siden om aflivning af alle mink. Det var den rigtige beslutning. Nu går jeg ind og svarer på de spørgsmål, der er, lød det fra Mette Frederiksen.

/ritzau/