Royal Run løbes i fem byer til næste år

Kolding og Næstved debuterer som værtsbyer, når Royal Run løbes 6. juni 2022. Aarhus er tilbage som værtsby.

Når Royal Run skydes i gang næste år, får borgerne i fem af landets byer mulighed for at løbe en tur med de kongelige.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Royal Run løbes for første gang i byerne Kolding og Næstved.

Aarhus, der var vært for løbet i 2018 og 2019, vender tilbage som værtsby.

Derudover er Aalborg og København sammen med Frederiksberg værtsbyer.

- Vi glæder os til at byde velkommen til en helt unik motionsfest, hvor alle kan være med. Igen i år holder vi fast i at give deltagerne muligheden for både at løbe eller gå distancer helt ned til "One mile" (1,609 kilometer).

- Alle skal føle sig velkomne, det er alfa og omega for os og for kongehuset, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

Også på Bornholm kan man også løbe Royal Run, men det bliver uden kongelig deltagelse.

Motionsløbet finder sted 2. pinsedag, som er den 6. juni.

Royal Run blev senest afholdt 12. september i år, og her løb kronprins Frederik blandt andet ti kilometer i København.

Det blev til i alt 15 kilometer for kronprinsen ved Royal Run i september i år.

Ud over København blev Royal Run også afholdt i Sønderborg, Odense og Aalborg i år.

Det betyder altså, at der løbes i en by mere i år sammenlignet med sidste år. Det glæder en af arrangørerne.

- Igen i år har vi mulighed for at udvide Royal Run, så endnu en by får kongelig deltagelse.

-Vi ved, at Royal Run er mange deltageres første motionsevent, og også i de nye byer kan deltagerne fejre fællesskabet og opleve glæden ved bevægelse, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Mere end 79.000 personer var tilmeldt Royal Run i år.

Det var i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, at Royal Run blev afholdt første gang i 2018.

/ritzau/