For andet år i træk: Vikinger aflyser lysfest og vintermarked

Frederikssundvikingerne aflyser lørdagens fejring af solhverv og lysets genkomst, fordi smittetrykket er højt og der er risiko for mange mennesker samlet.

For andet år i træk må Frederikssund Vikingespil aflyse sin lysfest og vintermarked, der ellers skulle fejre solhverv og lysets genkomst lørdag den 11. december på Kalvøen i Frederikssund.

- Årsagen til aflysningen er dels det store smittetryk i Hovedstadsområdet, og dels at der er mulighed for mere end 1000 gæster til arrangementet. Vikingespillet har ikke mulighed for at kontrollere coronapas, da området for arrangementet er åbent, og derfor kan der ikke tages de fornødne forholdsregler, fortæller Nikki Jeffries, der står for PR for Frederikssund Vikingespil.

Vikingespillet ønsker at passe godt på både gæster og vikinger, påpeger hun.

- Derfor har vi taget denne kedelige beslutning. Vikingespillet ønsker alle en glædelig jul. Vi ses til forårets Familiedag og Vikingemarked den 30. april, lyder den triste besked sent torsdag eftermiddag.