OVERBLIK: Separatister fra Ringsted anklaget i spionsag

Tre mænd fra separatistbevægelsen ASMLA er anklaget i stor spionagesag. Læs om anklagerne her:

Tre mænd med rødder i Ahvaz-regionen i Iran er under anklage i sag om spionage og støtte til terrorisme. De er centrale skikkelser i separatistbevægelsen ASMLA og har boet i Ringsted, indtil de blev anholdt i begyndelsen af 2020.

De tre blev til at begynde med sigtet for billigelse af en terrorhandling på grund af ytringer efter et angreb på en iransk militærparade i byen Ahvaz i september 2018. Siden voksede sagen mod dem. Her er anklagerne mod dem.

* Tre mænd på henholdsvis 51, 40 og 42 år er tiltalt i sagen.

* Alle er anklaget for spionage fra 2012 til 2020 at have indsamlet oplysninger om enkeltpersoner og organisationer i Danmark, som er blevet videregivet til en saudiarabisk efterretningstjeneste.

* Alle er desuden anklaget for på forskellig vis i samme periode, blandt andet ved at deltage i møder med saudiarabiske embedsmænd, at have fremmet virksomheden for to militante grupper kaldet Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigaden Jaish al-Adl.

* Alle er anklaget for i perioden fra 2012 til 2020 at have modtaget mindst 30 millioner kroner fra en saudiarabisk efterretningstjeneste, som er gået til ASMLA og til Marty Muhyiddin Al-Nasser Brigaden. Pengene skal være gået ind på konti i De Forenede Arabiske Emirater og i Østrig.

* Den 42-årige er anklaget for at have forsøgt tilbage i 2015 at få penge fra en saudiarabisk embedsmand, som skulle gå til mad, drikke og våben til en militant gruppe.

* Den 40-årige og den 51-årige er anklaget for tilbage i 2017 at have haft kontakt til en anden saudiarabisk embedsmand, som de bad om fem millioner euro. Pengene skulle angiveligt gå til organisationer i Aserbajdsjan, provinsen Baluchistan i Pakistan samt i Kurdistan og bruges til terrorrelaterede aktiviteter.

* Den 51-årige er anklaget for at tilbage i september 2018 at have haft kontakt til en person vedrørende planlægning af et angreb i Iran og for i den forbindelse af have medvirket til overførsel af 200 millioner iranske rial, svarende til cirka 31.000 kroner til en bank i Iran.

* Den 42-årige er anklaget for at have deltaget i oplæringen af en person, som angiveligt er tilknyttet en terrorgruppe, ved at sende instruktioner om opbygning af hemmelige celler, hvervning af medlemmer med mere.

* Alle tre er tiltalt for i forlængelse af et angreb på en iransk militærparade i Ahvaz i september 2018 at have billiget angrebet via forskellige ytringer i medierne og via sociale medier.

* De tre nægter sig skyldige i alle anklager.

/ritzau/