Politiaktion i nat: Tre mænd anholdt for blodigt overfald

En udenlandsk mand blev natten til fredag overfaldet i Hillerød, oplyser Nordsjællands Politi. Tre mand er anholdt for overfaldet efter en aktion, hvor politiet blandt andet standsede togtrafikken fra Hillerød Station.

Den udenlandske mand gik klokken 02.51 rundt nær Bilkas vareindlevering, meget forslået og blodig, hvor vidner så ham og tilkaldte politiet. En patrulje blev sendt til stedet, og politifolkene tilkaldte en ambulance. Ifølge Nordsjællands Politi var det svært at finde ud af, hvad der var sket, men han var formentlig blevet overfaldet af tre udenlandske mænd tidligere på aftenen.

En patrulje havde tidligere på aftenen truffet netop tre mistænkelige udenlandske mænd i Hillerød, og i den forbindelse var deres generalia blevet sikret. Nordsjællands Politi havde en stærk formodning om, at der var sammenfald imellem personerne, og politiet begyndte derfor at lede efter de tre igen.

Togene på Hillerød Station blev midlertidigt tilbageholdt, ligesom patruljeringen blev øget i Hillerød, og klokken 03.23 blev de tre mænd truffet og anholdt i krydset Slangerupsgade/Munkeengen

De tre blev taget med på politistationen, hvor det blev vurderet, at de tre havde brug for at sove, førend de i løbet af fredagen skal afhøres, oplyser politiet.

De tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hillerød i dag, fredag 3. december, klokken 14.