Sygeplejerske fandt 87-årige Anna med brækket lårben – og gik sin vej

Det viste sig, at Anna Madsen havde brækket lårbenet helt over, så hun måtte have indopereret en falsk knogle. Men hvad der sket, vidste sygeplejersken ikke noget om, da hun efterlod den 87-årige i voldsomme smerter. Foto: Privat

Da 87-årige Anna Madsen brækkede lårbenet, blev hun fundet i sit hjem af en sygeplejerske fra hjemmeplejen i Næstved Kommune, der kom forbi for at smøre hende med en salve mod svamp. Sygeplejersken havde dog meget travlt, og derfor efterlod hun simpelthen den ældre kvinde, der var i voldsomme smerter, på gulvet og kørte videre til næste opgave.

- Jeg er rystet og meget ked af det. Det er uværdigt og nedværdigende at forlade et menneske på den måde – det fortjener et ældre menneske ikke. Jeg har mistet tilliden til hjemmeplejen, siger Anna Madsens ene datter, Lonni Bæk Johansson.

Lagde røret på

Episoden fandt sted for en uge siden. Anna Madsens anden datter, Linda Beck Hansen, bliver klokken 12.16 ringet op af sygeplejersken, der præsenterer sig og fortæller, at den 87-årige kvinde sidder på gulvet i hjemmet på Figenvej og er i voldsomme smerter.

- Hun sagde, at hun ikke kunne få hende op, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Så sagde hun til mig, at jeg skulle ringe efter en ambulance, fortæller Linda Beck Hansen, der ikke selv ville ringe efter ambulancen:

- Jeg sagde til hende, at jeg jo ikke kunne fortælle, hvad der var sket. Så fik jeg min mor i røret, der bare sagde: ”Jeg har så ondt, så ondt, jeg kan ikke beskrive det.” Så kom sygeplejersken tilbage og sagde, at hun var nødt til at køre. ”Nej, det gør du bare ikke. Du er fagpersonen – du må vurdere, hvad der skal gøres”. Så foreslog sygeplejersken, at jeg kunne ringe til lægevagten. Igen sagde jeg til hende, at hun har den faglige vurdering, så hun måtte ringe.

Artiklen fortsætter under billedet

Det viser sig da også, at sygeplejersken har et direkte nummer til lægevagten, så hun kan komme igennem uden ventetid. Efter at have ladet sig overtale af Linda Beck Hansen ringer hun først til lægevagten og derefter tilbage til hende.

- Hun fortalte, at de ville sende en ambulance, og at hun ville gå. ”Jeg er nødt til at køre, jeg har andre borgere,” sagde hun. Jeg sagde, at hun skulle blive, og at jeg selv ville være der om 10 minutter. ”Nej, jeg har travlt, der er stress på. Jeg lader døren stå ulåst,” sagde hun og lagde røret på, beretter Anna Madsens datter.

To havehynder i ryggen

Da hun kort efter når frem til sin mors adresse, er sygeplejersken ganske rigtigt taget videre. Hun finder sin mor på gulvet med to havehynder i ryggen – forvirret og i stor lidelse. Hun har desuden bukserne trukket halvt ned om på benene, hvilket ingen rigtig kan forklare, hvorfor hun har.

- Da jeg så hende, følte jeg fuldstændig afmagt. Jeg anede ikke, hvad der sket. Havde hun fået en blodprop, og hvorfor var bukserne trukket ned? Jeg var chokeret og begyndte at græde, men så stoppede jeg, fordi Momse ikke skulle føle sig utryg. ”Hvorfor gik sygeplejersken fra mig, når hun ved, jeg har det så dårligt,” spurgte min mor. Det kunne jeg ikke svare på, fortæller Linda Beck Hansen.

Hun spørger sin mor, hvorfor bukserne er nede og får et svar i stil med: ”Jamen, hun skulle jo ordne det dér,” med henvisning til salven mod svamp. Senere har Anna Madsen fortalt, at hun faktisk var faldet ude ved havelågen og havde ”krabbet” sig tilbage indenfor. Men det er ikke helt til at vide, hvad der rent faktisk er sket, og det er svært at tale med den 87-årige kvinde, fordi hun stadigvæk får store mængder smertestillende medicin.

Artiklen fortsætter under billedet

Et kolossalt svigt

To kvindelige Falckreddere ankommer til stedet. De spørger også Anna Madsen, hvad der er sket, men hun kan ikke huske det. Derfor vil de meget gerne have fat i den sygeplejerske, der fandt hende. De ringer flere gange til det nummer, som sygeplejersken kontaktede Linda Beck Hansen på, uden at der bliver svaret.

- Så ringede de til hovednummeret, men fik bare udleveret det samme nummer. ”Nej, det finder vi os ikke i,” sagde den ene, og så ringede de igen og fik nummeret på en anden sygeplejerske. Her spurgte de, om de kunne komme til at snakke med hende, der havde været hjemme hos min mor. Så fik de fortalt, at hun var gået for i dag og ikke ville komme mere – hun havde simpelthen sagt sit job op, fortæller Linda Beck Hansen.

Det tager næsten en time at få Anna Madsen op på en båre, fordi hendes smerter er så store. Hun bliver kørt til Slagelse Sygehus, hvor hun dagen efter bliver opereret og får sat en helt ny, kunstig knogle ind, fordi lårbenet er knækket helt over.

- Da de tog afsted med ambulancen, og jeg var alene tilbage, var jeg virkelig rystet. Jeg følte et kolossalt svigt, konstaterer Linda Beck Hansen, der suppleres af sin søster, Lonni Bech Johansson:

- Jeg har arbejdet som social- og sundhedshjælper i mange år, og man går ikke fra en patient, der ligger på gulvet. Man bliver, indtil der kommer hjælp. Min mor kunne jo have haft en blødning – ingen vidste, hvad der var sket. At sygeplejersken efterlader hende med bukserne nede, indtil Falck kommer – det er så uetisk.

Direkte løgn

Søstrene har efterfølgende været i kontakt med teamlederen for hjemmeplejens område Syd. Hun ringede og beklagede meget, hvad der var sket, men det opkald kunne Linda Beck Hansen ikke bruge til meget:

- Jeg spurgte hende, hvorfor sygeplejersken ikke havde ringet efter backup, men det kunne hun ikke svare på. Hun sagde også, at der i journalen stod, at den anden sygeplejerske, som Falckredderne fik fat på i telefonen, havde været derude. Det er direkte løgn. Teamlederen sagde så, at det måtte hun undersøge og vende tilbage – men vi har ikke hørt fra hende siden, fortæller Linda Beck Hansen.

- Jeg har ikke tænkt mig at lade det her ligge. Jeg ved godt, at det ikke hjælper min mor, men måske kan det hjælpe andre ældre mennesker, der havner i samme situation. Det her har bare slet ikke været i orden, tilføjer hun.

Anna Madsen er stadig indlagt på Slagelse Sygehus. Hendes døtre ved ikke, hvornår hun kan komme hjem igen.

Foto: Thomas Olsen

I Næstved Kommune er Torben Klitmøller Hollmann centerchef i Center for Sundhed og Ældre og dermed øverste chef for hjemmeplejen. Han erkender, at der er sket en stor fejl i sagen om Anna Madsen.

- Vores procedure siger, at hvis man kommer ud til en borger i så store smerter, at der skal ringes efter en ambulance, så bliver man selvfølgelig, til den kommer – ligesom man kan ringe til en kollega i akutte tilfælde, siger han.

- Det er svært at sige, hvad der er sket. Vi har talt med sygeplejersken, og hun er virkelig ked af det, ramt af sagen og dybt ulykkelig. Det er et totalt fejlskridt fra hendes side. Særligt vores akutsygeplejersker har mange svære valg hver eneste dag. Måske har tankerne været på den næste opgave, og så har hun været i et dilemma, hvor hun traf den forkerte beslutning.

Torben Klitmøller Hollmann fortæller, at sygeplejersken ikke længere er ansat i Næstved Kommune. Da det er en personalesag, vil han ikke oplyse, om hun selv har sagt op, eller om hun er blevet afskediget.

- Jeg vil skyde på, at vi har over halvanden million besøg i eget hjem hvert år, og der sker tit fejl. Vi skal sikre os, at de ikke sker. Proceduren er på plads, men vi skal stadig tage ved lære af det. Det gør vi ved at få en snak med vores medarbejdere omkring proceduren – det har vi allerede gjort, siger centerchefen.

- Hver gang, vi laver fejl, beklager og undskylder vi selvfølgelig over for de involverede. Jeg vil gerne ringe til dem og give dem en undskyldning, slutter Torben Klitmøller Hollmann.

Sjællandske Nyheder har bedt Næstved Kommune forespørge sygeplejersken, om hun vil stille op til interview. Det har hun ikke ønsket.