Plejehjemmet Jernholtparken i Kalundborg er midlertidigt lukket ned for besøg af mere end én pårørende, oplyser direktør Søren Ole Sørensen, Kalundborg Kommune.
Efter, at to beboere er blevet konstateret covid-19 positive på Jernholtparken, har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at plejehjemmet skal lukke ned for alle besøg udover nærmeste pårørende indtil videre.
Indtil der ikke mere er covidsmitte, vil alle beboere og medarbejdere blive tilbudt podning og ud fra disse test vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, hvornår det er forsvarligt at åbne plejecentret op igen for alle besøg.
- Det er en ulykkelig situation. Først og fremmest for de smittede og deres pårørende. Men også for de beboere og pårørende, der nu skal se ind i en periode, hvor beboerne kun har mulighed for at modtage besøg af én nær pårørende. Men vi lover, at vi kommer til at tage hånd om de ældre og sørge for, at de får så meget indhold i deres hverdag som overhovedet muligt, imens besøgsadgangen er skåret ned til kun én person. I den forbindelse vil vi opfordre til, at familie og venner besøger deres pårørende via for eksempel smartphone og tablet. Det var en stor succes i foråret, siger Karin Graff Gergelyffy, områdechef for Jernholtparken.
Plejehjemmet er lige nu i færd med at kontakte pårørende med henblik på at afklare, hvem der er besøgsperson til den enkelte beboer.
