Opdatering: Ingen alvorlige personskader efter trafikuheld

Klokken 07.52 mandag morgen fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en melding om et trafikuheld med to personbiler på Ringstedvej ud for St. Ladegårdsvej ved Sorø.

Både ambulancer og lægehelikopter kom til stedet, hvor to bilister var stødt sammen. De to førere blev kørt med ambulancer til tjek på sygehuset, men slap fra uheldet uden alvorlige personskader.

Uheldet skete, da den ene bilist kørte i østlig retning og ville svinge til venstre, men kørte ind foran den anden bil.

Vejen var kortvarigt afspærret i forbindelse med trafikuheldet.