Se billederne: Poul fra Hillerød ejer EM-bussen fra '92

Poul Falk har været fascineret af veteranbiler og motorlyde, siden han kunne gå - og nu har han en kæmpe bygning fyldt med dem

Tekst: Trine Lønbro Nielsen Foto: Jan F. Stephan

At besøge Dansk Veteranbil Udlejning ude i det gamle teglværk på Frydenborgvej er lidt som at træde ind i en tidslomme, hvor uret stoppede med at tikke for mange årtier siden. Her bliver man taget imod af en gammel pølsevogn fra 50'erne og en væg fyldt med gamle emaljeskilte, der reklamerer for en kold Albani og Bona Magarine.

Vi er i det lokale, som Poul Falk af og til lejer ud - som et festlokale til alt fra bryllupper og fødselsdage til de vilde firmafester.

"Vi vil jo gerne tilbyde den fulde oplevelse," siger han med hentydning til sit virke som veteranbiludlejer.

I mange år kørte han det ene selskab efter det andet rundt i de flotte vogne - kareter, biler og busser - fra 20'erne, 30'erne, 40'erne og 50'erne. Hver gang han satte selskabet af ved slutdestinationen, mærkede han, hvordan han selv og alle gæsterne blev ramt af lidt af et antiklimaks.

"Her satte jeg dem så af der foran topmoderne fest- og konferencelokaler. Det stod i en meget skarp kontrast til den oplevelse, de lige havde fået ude i de gamle køretøjer," tilføjer han.

Jazzorkester og barberstol

Derfor indrettede han lokalet med de brune langborde med de matchende stole. I midten af lokalet lavede han plads til jazzorkesteret, der sørgede for den helt rette musik til Matador-temaet. I hjørnet står en barberstol foran en væg af spejle - det stammer fra Pouls fars onkels barbersalon, der for årtier tilbage lukkede salonen i København.

"Jeg samler på gamle ting, og den her er meget sjov for mig at have," siger han og tilføjer, at barberstolen har været i brug mange gange, siden han overtog den.

"I kender måske Alex, der spillede nede på Kennedy på Torvet. Han var jo faktisk uddannet barber, så han har nogle gange klippet gæsterne mellem forretten og hovedretten her," siger han og griner.

Vi går igennem køkkenet, der fortsætter i samme stil med brune træmøbler, en lampeskærm med lange frynser og en apoteker-skænk fra slutningen af 1800-tallet. Vi fortsætter ned ad en stejl metalstige og ender i ejendommens epicenter: værkstedet. Her går Poul og nusser og pudser. Reparerer og skifter dimser og dutter og motorer. Her er hundredvis af tændrør, toppakninger og lygter, og så er der adgang til de to store garagehaller.

Gamle klassikere

Den ene hal er fyldt med gamle sorte biler - klassikere som Ford A og Rolls Royce Phantom. Den anden hal med de større køretøjer, som en gammel brandbil fra Herning og en London-bus fra 1947. Alle smukke veteraner. Selvom Poul Falk ikke selv kan udpege et yndlingskøretøj blandt hans omkring 12 biler og busser - de kan jo alle noget hver især - så er der noget særligt over den store gule bus med sort mønster og kaleche fra 1937. Alene dens historie vidner om, at kunne den tale, så ville den byde på et fest fyrværkeri af farvestrålende fortællinger.

I dag holder den parkeret i Pouls enorme værksted. Her bruger han al sin tid på at pudse og pleje de gamle sager. For ham er det vigtigt, at de ikke kun ser smukke ud - de skal spinde, når motoren tændes, og endnu vigtigere: De skal kunne køre, når speederen trykkes i bund. Det kan den gule bus i den grad. I nyere tid har den bragt en stribe studenter og firmafest-deltager rundt i verden - men ikke mindst så har den transporteret hele det danske fodboldlandshold. Fra lufthavnen til Rådhuspladsen. Den dag i 1992, hvor Laudrup, Faxe, Schmeichel og alle de andre stjerne betrådte dansk jord - for første gang som europamestre.

"Det er da meget sjovt, at jeg har EM-bussen stående. Den er med til at sælge nogle ture," lyder det fra Poul i al beskedenhed, mens han betragter den 83 år gamle sag, der står skarpt og velholdt.

5000 km gennem USA

Poul var selv i USA for at hente den hjem, da virksomheden købte den i 1990. Dengang stod den i Salt Lake City i delstaten Utah og skulle egentlig efter planen være udskibet fra Texas. Men Golfkrigen var netop brudt ud, og derfor var al sejlads ind og ud af Texas proppet. I stedet kørte Poul den mod Grand Canyon og videre over til South Carolina - en tur på godt 5000 kilometer i en bus, der kører med sænket hastighed.

Det tog 10 dage, og først længe efter kunne han tage imod den igen på havnen i Göteborg.

"Oprindeligt blev den brugt som sightseeing-bus i Yellowstone National Park i USA. Dengang måtte der ikke køre biler i parken, så turister blev kørt til hoteller i busser som den her," siger Poul og røber, at der dengang i slutningen af 30'erne kørte 150 af dem rundt i nationalparken, mens der i dag kun er 26 tilbage i hele verden.

"Den er efterhånden lidt af sjældenhed".

I sin fars fodspor

Det var allerede tilbage i 60'erne, da Poul var en helt lille knægt, at kærligheden for gamle biler begyndte at blomstre. Dengang havde hans far netop købt sin første veteranbil, som han så ofte var med ude at pusle om. Faren havde i årevis levet af at sælge blokvogne til skibsværfterne, men da de begyndte at lukke ned, måtte han finde på noget andet, og snart var Dansk Veteran Udlejning blevet til.

Med årene kom der flere gamle vogne til, som skulle restaureres, og det var aldrig svært at få tiden til at gå. Mens faren brugte al sin tid på bilerne, tog Poul selv maskinuddannelse, og i sine første mange voksenår arbejdede han for et amerikansk oliselskab, der bragte ham ud på verdenshavene i månedsvis.

"Man var jo så sjældent hjemme, og da jeg fik børn, tænkte jeg, at jeg hellere måtte stoppe. Det gad jeg ikke længere - der var noget andet der træk," fortæller han.

Hobbyen som job

I 1996 sagde han derfor sit job op og gik ind i sin fars virksomhed som partner. Da faren for et par år siden døde, overtog Poul stedet med alle køretøjerne, de gamle møbler og finurlige små reservedele, og han har ikke i sinde nogensinde at give sig til andet end at føre stedet videre.

"Det er jo et rigtig godt arbejde. Det er min hobby, der er blevet til mit job, så mere kunne jeg ikke ønske mig. Og så er jeg min egen chef - så der er ikke noget med, at jeg behøver at stå op klokken 08.00," siger han med et grin.