Lækkerier: Her bliver folk forkælet af to kokke

Den ligger lige der i vandkanten.

Restaurant Gisseløre i Kalundborg.

Dens røde træbeklædning udstråler gedigen hygge og stemning.

Restauranten har ligget der i næsten 90 år. Slog dørene op første gang i 1933.

Nu som dengang rammen om forkælelse. Forkælelse med god mad og en storslået udsigt.

Selv om året i år har været meget anderledes end de fleste andre år, så er de to kokke på stedet i gang fra morgenstunden. Der holdes åbent som sædvanlig, og menukortet byder på et stort udvalg af muligheder. Men der er ikke nær så travlt, som der har været, før coronaen bankede på.

- Vi skal nok forkæle folk, der kommer dumpende. Vi lukker ikke ned, lover restaurantchef Simon Wittrock.

Han ser tilbage på en sommer, som har været restaurantens bedste a la carte-år.

- Der har været rigtig mange sommerhusgæster. Flere, end der plejer. Mens mens det sædvalgvis er et mix af danskere, mange tyskere og en hel del amerikanere og hollændere, så har det i år primært været danske turister, der har bænket sig og fået lækkerier på bordet på Gisseløre.

- Det har været godt, men selskaberne, dem mangler vi. Det kommer vi sikkert også til nu frem mod jul. Der er mange begrænsninger, og jeg forstår godt folk. Så rent selskabsmæssigt går vi ind i en noget mat måned - helt modsat sædvanlige år.

Ude i køkkenet har de to kokke - Julia Kjærulff og Roger Wormand - travlt.

- Jeg har da ærgret mig og været i dårligt humør undervejs. Men situationen er jo, som den er. Jeg vil ikke ødelægge mit gode humør ved at gå og rase, siger Julia Kjærulff, som også er ejer af restauranten.

Humøret i køkkenet og restauranten fejler da heller ikke noget. Det fornemmer vi tydeligt under vores besøg.

Restauranten har aldrig tidligere leveret så meget takeaway-mad som i år.

Det satses der stærkt på også op til jul og nytår.

- Vi håber, det slår rigtig godt an. Vi skal meget gerne indhente noget af det, der er gået tabt, fordi vi ikke har haft så mange selskaber. Det vil være godt, inden vi - som alle andre år - holder lukket i januar og februar, siger Simon Wittrock.

Her i denne uge har Restaurant Gisseløre taget hul på sin julefrokost. Den fås i to versioner: Én julefrokost for gæster, der kommer og vil spise på stedet. Og en julefrokost ud af huset.

- I stedet for en julebuffet vil vi i restauranten byde på julefrokost efter a la carte-konceptet. Med fire serveringer og et stort udvalg af sild, spætter, gravad laks, tarteletter, kamsteg, et udvalg af oste og risalamande.

Ud af huset-julemenuen kan i år fås fra og med fire kuverter. Det plejer at være otte-ti som minimum.

Den består af sild med jordskokcreme, julesild. hjemmerøget laks, rødspætter, æg, kamsteg, ande-confit, julepostej, duroc-bacon, risalamande med mere.

Gisseløres nytårsmenu ud af huset ventes også at blive en stor sællert. Den kan fås fra én kuvert og opefter.

Skal vi give en lille appetitvækker, så hør her:

Sprød gris, røgede mandler og sprødt kyllingeksind, indbagt laks med jomfruhummerhale, trøffelsauce og krydderurter. Tournedous med svampecreme og ovnbagte kartofler med bacon, løg og vesterhavsost. Rundet af med dessert bestående af mørk chokoladebund med passionsfrugt-fromage, vaniljeparfait, hindbærpuré, marangstoppe og karameliseret hvid chokolade. Mums.