Tredje sejr på fem dage

Igen, igen, igen. Igen og igen. Og igen har Volleyklubben Vestsjællands kvinder tabt til Brøndby i både trænings-, pokal- og ligakampe, men sent torsdag aften blev det endelig til en sejr, da VKV'erne rundede en fantastisk uge af med den tredje sejr på fem dage.

- Det er kæmpe stort. Jeg tror slet ikke, det rigtigt et gået op for mig endnu, at vi har vundet tre kampe i træk, siger VK Vestsjællands libero Gülcin Cartilli.

Først blev det til 3-1 ude over Amager, så 3-1 ude over ASV Elite fra Aarhus og så 3-1 ude over DM-sølvvinderne fra Brøndby.

- Det har været hårdt. Men fedt. Og nu sidder man og tænker: Hvad skete der lige der, siger Gülcin Cartilli med et grin.

- Vi havde en ærgerlig kamp mod Køge, hvor vi tabte 3-1. Vi havde håbet at kunne drille dem lidt mere og i hvert fald komme i fem sæt. Bagefter blev vi enige om, at starte på en frisk, siger hun.

Det må man sige er lykkedes, og med sejren over de mangedobbelte danske mestre og pokalvindere fra Brøndby rykkede VK Vestsjælland helt op på tredjepladsen i Volleyligaen.

- Det er første gang, vi har slået Brøndby, og det er kæmpe stort for os. I første sæt var det som, om, vi var lidt trætte, spillede ikke rigtigt og fandt aldrig rytmen, siger Gülcin Cartilli.

En peptalk fra træner Jovan Sajnberger fik dog fyret op under vestsjællænderne.

- Han sagde, at vi skulle tage os sammen og vise, at vi godt kunne. Og så kørte det bare, og vis skabte sensationen. Det er en fed følelse, og vi er vildt glade, siger Gülcin Cartilli.

Brøndby vandt som ventet første sæt med 25-17, men VK Vestsjælland udlignede ved at snuppe et tæt andet sæt 25-23.

I tredje sæt var VKV'erne foran fra start til slut og vandt 25-19, men i fjerde sæt tog Brøndby atter styringen.

Favoritterne var foran 17-11, og alt tydede på et afgørende femte sæt. Men så trådte VKV's anfører Oriana Guerrero for alvor i karakter.

Kampens helt store spiller fik hevet sit hold op af grøften og tilbage på sporet, og det blev 17-17, inden gæsterne fortsatte det flotte comeback og bragte sig foran 21-18, øgede til 24-19 og lukkede kampen med 25-20.

- Vi kæmper alle sindssygt meget, men Oriana er god til at kommunikere og vise gejst. Det løfter os andre. Så hun var virkelig taget anførerrollen på sig. Hun er en energibombe, siger Gülcin Cartilli.

Oriana Guerrero blev da også topscorer for VK Vestsjælland med 19 point, mens Clara Windeleff også viste sin farlighed med 12 point.

Næste kamp for VK Vestsjælland er 28. november på hjemmebane mod Amager, men lige her og nu står den på afslapning.

- Normalt træner vi fredag, men vi fik fri i denne uge. Vi er udmattede, så vi har fortjent en fridag. Men på mandag kører vi på igen, siger Gülcin Cartilli.

Weekenden bliver dog ikke helt uden volleyball for ligaspillerne, der skal hjælpe til med afviklingen af ungdomsturneringen Molten Cup.