Byggeri skudt i gang: Sådan bliver de første boliger i ny bydel

Da spaderne blev sat i jorden på byggegrund A07 fredag formiddag, var det en stor dag for Høje Taastrup C. Det var nemlig startskuddet til byggeriet af de allerførste boliger i den nye bydel.

- Det er en ret fantastisk følelse. Det er jo en lang rejse, vi har været på, før vi kunne stå her: Fra vi lavede den første arkitektkonkurrence for omkring 10 år siden, hvor vi fik lavet en grundidé for området, til vi nu kan se, at ideerne begynder at tage form. Det er ret fedt, sagde en tydeligt begejstret borgmester Michael Ziegler (K), som deltog i fredagens spadestik.

150 lejligheder

Bag byggeriet står PFA, som tilbage i januar offentliggjorde, at de havde købt to byggegrunde i Høje Taastrup C til en samlet investering på 400 millioner kroner.

På grundene skal der bygges to boligejendomme med i alt 150 lejligheder, syv hotellejligheder samt 550 kvadratmeter erhverv.

- Vi er meget spændte på at være med til at bygge den nye bydel op. Det er et utrolig spændende område, og vi mærker allerede interesse for lejlighederne, siger Morten Mygind, Senior Development Manager i PFA.

Små og store lejligheder

Der bliver opført 2-, 3- og 4-værelses lejligheder i de nye boligbyggerier, og lejlighederne vil være mellem 65 og 115 kvadratmeter store.

Lejlighederne opføres, så de er tilgængelig for beboere med særlige behov, uden dog at være egentlig seniorboliger. Omkring halvdelen af dem vil flugte med PFA's egne standarder for seniorboliger, så man eksempelvis vil kunne vende en kørestol i lejligheden.

Alle lejlighederne vil blive leje-lejligheder, men prisen er endnu ikke fastlagt.

- Det bliver dog ikke ekstravagante, men betalbare boliger, så almindelige mennesker også har råd til at bo her, understreger Morten Mygind.

Bæredygtigt byggeri

De kommende ejendomme bliver opført efter bæredygtighedscertificering DGNB Guld. De kommende beboere kan dermed se frem til to byggerier, der - hvad angår miljø, økonomi og sociale forhold - er blandt de bedste i Europa.

- Vi lægger stor vægt på, at bæredygtigheden skal være i orden, for det kan vi også mærke, at de kommende lejere er interesserede i, fortæller Morten Mygind.

Byggeriet forventes færdigt medio 2022.

En lys fremtid

PFA ser en stor fremtid i bydelen og hele området.

- Hos PFA ønsker vi som en del af vores strategi for ejendomsinvesteringer at investere i landets vækstområder, og her passer Høje-Taastrup rigtig godt ind. Samtidig ser vi også et stort potentiale i at bidrage til udviklingen af et nyt byområde, som kan være med til at gøre byen endnu mere attraktiv, siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

Sådan kommer det ene af PFA's byggerier efter planen til at se ud, når det står færdigt i 2022.

Det er byggefelterne A05 og A07 i Høje Taastrup C (markeret med hvidt), som PFA nu går i gang med at bygge på. Illustration: COBE