Sponsor-jubel over sejr i topkamp

For tre måneder siden indgik HB Køge og Spar Nord i Køge en sponsoraftale for klubbens kvinder i Ligaen over tre år, der er mere end en mio. kroner værd.

Søndag var filialdirektør Jesper Køster og familie så på plads på Capelli Sport Stadion sammen med 495 andre tilskuere, og alle gik hjem med et smil om munden.

HB Køge vandt ikke mindre end 5-0, et historisk resultat og et nederlag, Brøndby ikke har oplevet nogensinde.

- Det er over al forventning, men det har peget denne vej noget tid. Spillerne har en enorm vilje, og vi er superstolte over at være med. Det er så fedt at se deres (spillernes, red.) begejstring for alt, hvad der sker omkring dem. Det er en meget, meget stolt og fantastisk tilfreds sponsor. Jeg er så glad på deres vegne, sagde Jesper Køster lige efter slutfløjtet.

- 5-0 er jo fuldstændig vanvittigt, og det havde ingen regnet med. Man kunne hurtigt se, at HB Køge har et bedre hold end Brøndby. Det er vi, selv om det er vanvittigt at sige.

- Nu er vi med i medaljekampen. Vi er nummer to, men de piger rykker sig hele tiden, så hvis jeg som sponsor skal have noget at sige, så skal de piger have så meget støtte, så vi kan vi kan gå efter medaljerne nu, siger Køster.