Talte i mobiltelefon: Taget for narkokørsel

Det er ikke nogen god idé at bruge en håndholdt mobiltelefon, når Vestegnens Politi er i nærheden - og slet ikke, hvis man er frakendt kørekortet og er påvirket af narko.

Torsdag klokken 10.07 blev en patrulje i Glostrup opmærksom på en varevogn, fordi føreren talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen, og derfor blev varevognen stoppet.

Det viste sig, at den 37-årige fører var frakendt kørekortet. Samtidig vurderede patruljen, at manden kunne være påvirket af narko og derfor blev han testet med narkometer, der gav udslag for kokain, hash, amfetamin og methamfetamin.

Manden blev sigtet for alle forholdene, oplyser Vestegnens Politi.

Det var ikke den eneste narkokørsel i Glostrup samme døgn. Natten til torsdag blev en patrulje fra Vestegnens Politi opmærksom på en bil på Hovedvejen i Glostrup. Patruljen vurderede, at bilens fører virkede påvirket af narko, og derfor blev manden testet med narkometer. Narkometeret gav udslag for kokain og den 40-årige mand blev sigtet for narkokørsel.

Det er farligt at køre narko-kørsel - og derfor også dyrt, fortæller Vestegnens Politi.

Første gang koster det som udgangspunkt en nettomånedsløn, ubetinget frakendelse af førerretten i tre år og inddragelse af førerretten straks.

Anden gang kørsel udløser det som udgangspunkt 10 dages fængselsstraf, som kan gøres betinget mod en bøde på en nettomånedsløn og afvikling af samfundstjeneste eller behandling mod narkotikamisbrug.

Hashkørsel straffes efter størrelsen på mindsteværdien af THC i blodet: Lavt niveau koster en halv nettomånedsløn plus et klip i kørekortet. Mellem-niveau koster en nettomånedsløn plus betinget frakendelse af førerretten, mens høj-niveau udløser en ubetinget frakendelse.

Ved gentagne spiritus- og narkokørsel kan konfiskation af bilen komme på tale.