Kvinde overrasket af syn i haven: Troede lyd kom fra nabo

Opdagede først at havemøblerne var flyttet og tændte så lyset

En beboer i Hvedevænget i Kokkedal har efter alt at dømme skræmt en indbrudstyv væk og forhindret, at tyven nåede at stjæle noget fra hendes bopæl.

Nordsjællands Politi oplyser, at kvinden omkring klokken 18.50 mandag aften hørte en lyd, som hun i første omgang troede kom fra sin nabo. Da hun fra vinduet kiggede ud, kunne hun se, at der var rykket rundt på havemøblerne.

Knust rude

Hun tændte dernæst lyset og konstaterede, at en stor rude til hendes stue var knust. Ved siden af lå vindueslisterne, som gerningspersonen først havde fjernet.

Af politiets døgnrapport fremgår det, at den kvindelige beboer ikke nåede at se personen stikke af.