Corona-koncert nr. 20 markeres

Sidesporets Musikklub markerer torsdag den 12. november, at der nu er gennemført 20 koncerter siden slutningen af august, da man igen kunne slå dørene op for publikum.

- Det er 20 koncerter på 80 dage, og udsolgt til stort set dem alle sammen, siger leder af Sidesporets Musikklub, Niels Bo Sohl Christensen og fortsætter:

- Vi har fået det til at fungere med de forskellige corona-forholdsregler, også de seneste med masker, når man ikke sidder ned, og lukning af baren klokken 22 - det sidste passer godt med, at vi normalt starter koncerterne klokken 20 og lukker igen klokken 22.

Sidesporets Musikklub har de seneste måneder haft to og nogen gange tre koncerter om ugen, uden at det har påvirket billetsalget. Det har givet musikklublederen mod på en mere fyldt koncertkalender - også i fremtiden.

- At der er så stor opbakning til koncerterne har nok en del at gøre med den sult, de fleste af os har efter at komme ud og høre live musik. Samtidig synes jeg også, at det viser, at der faktisk er rigtig god plads til flere koncerter, ikke mindst fordi vi kan registrere, at folk nu kommer fra et større område, konstaterer Niels Bo Sohl Christensen, som allerede har booket et par kunstnere til 2022.

- Det er nødvendigt med langtidsplanlægning, hvis vi gerne vil have de gode navne, men også vigtigt, at der er rum til at være fleksible, når der pludselig kommer et godt tilbud, som senest med Niels Hausgaard og Lars Lilholt. De ekstra koncerter kan tilsyneladende godt ligge andre dage i ugen end fredag og lørdag - og den erfaring tager vi med os videre, forklarer Niels Bo Sohl Christensen.

Med baggrund i de første 20 gennemførte koncerter i denne sæson holder Sidesporets Musikklub et lille jubilæum i forbindelse med koncerten med Lars Lilholt den 12. november.

- Vi har fået lavet en T-shirt med de 20 koncerter påtrykt. De frivillige vil have T-shirten på, og publikum vil også kunne købe en, hvis de har lyst. Det bliver sådan en lille sjov markering, som passer meget godt med, at det er Lars Lilholt, der spiller. Han er jo kendt fra Christiania-støtte-pladen »I kan ikke slå os ihjel«. Det samme synes jeg godt, at man kan sige om musikken her under corona: Den har fundet nye veje, og der har været en utrolig kreativitet i hele branchen og mange spændende tiltag, så musikken er kommet ud at leve - også i en svær tid, siger Niels Bo Sohl Christensen.