Flere vidner til overfald men ingen anmeldelse

En hel del bilister så onsdag aften det, der lignede et voldsomt overfald på en ældre mandlig bilist på Østre Ringvej i Roskilde.

Manden, der efter sigende blev overfaldet, har dog ikke meldt overfaldet til politiet, mens kun et vidne har taget kontakt til politiet og fortalt om episoden.

Ifølge vidnet var det en lastbilchauffør, der overfaldt bilisten. Det skete helt præcist i krydset mellem Østre Ringvej og Trekroner Alle/Østbyvej, hvor en lastbil stoppede for rødt lys med en personbil bag sig.

Ud af lastbilen steg chaufføren, der gik hen til personbilen, rev førerdøren op og stak overkroppen ind i kabinen. Vidnet fortalte politiet, at det så ud som om, at lastbilchaufføren flere gange slog den mandlige fører af personbilen. Udover den mandlige fører, vidnet mente var mellem 60 og 70 år gammel, sad der også en kvindelig passager på forsædet ved siden af.

Føreren af en anden lastbil var lige ved at stoppe for at gribe ind, da den voldelige lastbilchauffør vendte tilbage til sin egen lastbil og kørte videre.

Selvom politiet ikke har modtaget nogen anmeldelse fra den ældre billist, der blev overfaldet, gemmer man vidnets forklaring, hvis billisten senere skulle henvende sig.