John Mogensen-show på festival

Der er absolut syng-med-garanti, når skuespiller Rasmus Bjerg kommer til Kalundborg Rock'er til sommer med sit populære John Mogensen show »John« - en hyldest til manden, musikken og historien.

- Det skal ikke være så pænt og fornemt, for det havde ikke været i John Mogensens ånd. Det skal være ægte, siger Rasmus Bjerg i en pr-meddelelse.

Siden premieren på Ole Bornedals biografiske drama »Så længe jeg lever« har flere end 400.000 publikummer oplevet Rasmus Bjerg i biografen i rollen som Danmarks måske mest folkekære musiker.

Nu, mere 40 år efter John Mogensens alt for tidlige død, går Rasmus Bjerg på scenen i rollen som dansktoppens ukronede konge i selskab med et seks-mands orkester under ledelse af kapelmester Nicholas Findsen.