Biograf er helt klar til at genåbne der er bare ét problem

Panorama i Slagelse glæder sig til at genåbne. Her har man nemlig ventet længe og forberedt sig så godt, man kunne. Men én ting er stadig en udfordring: Biografen mangler film at vise.

Panorama i Slagelse glæder sig til at genåbne. Her har man nemlig ventet længe og forberedt sig så godt, man kunne. Men én ting er stadig en udfordring: Biografen mangler film at vise.

Måske har du savnet smagen af salte popcorn eller bare at kunne tage ud med vennerne for at se en spændende film. I begge tilfælde er genåbningen af landets biografer en god nyhed.

Men i Panorama Slagelse står man over for et problem, der kan slå skår i glæden.

På nuværende tidspunkt har man nemlig næsten ingen film at fremvise for de biografgæster, der ellers igen er velkomne i salene. Det fortæller biografchef Kristoffer Gade.

- Vi er 90 procent klar. Vi har klistermærker, plexiglas og rigeligt med håndsprit. Rammerne er i orden. Men vi står over for et brancherelateret problem, forklarer biografchefen.

Ingen nye film at vise

Problemet opstår, da optagelser af nye film og premieredatoer for allerede indspillede film er blevet rykket som følge af coronavirus, der har spredt sig med stor hast over hele verden.

Men fordi antallet af smittede med coronavirus i Danmark er faldende, blev partilederne onsdag aften enige om at udvide fase 2 i genåbningen af landet.

Det betød blandt andet, at biograferne kunne genåbne straks. Tilladelsen til at vise film på landets lærreder gjaldt altså allerede fra torsdag.

- Vi har jo egentlig gået og ventet længe. Men alligevel bliver vi taget lidt på sengen, fordi vi ingen film har at vise. Så på den måde er vi jo præget af, at situationen i hele verden er usædvanlig, fortæller Kristoffer Gade.

I kontakt med filmselskaber

Biografchefen peger på, at Panorama i Slagelse forventer at genåbne i midten af denne uge.

- Lige nu skal vi først have kontakt til filmselskaberne for at finde ud af, hvad vi kan få af film. Og så må vi ellers se, om vi kan fylde et program ud med film, som vi viste, da vi pludselig blev lukket ned, forklarer han.

Biografer i hele landet har været lukket ned siden den 12. marts. Men selv med film at vise frem bliver oplevelsen dog ikke helt, som den plejer, når de igen åbner.

For at sikre mod smitte med coronavirus har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en stribe retningslinjer, der foruden biografer også gælder blandt andet landets teatre, koncerter og museer.

Forventer færre gæster

Af retningslinjerne fremgår det blandt andet, at der højst må tillades adgang for én person per to kvadratmeter gulvareal og maksimalt 500 personer i de enkelte sale.

Men så mange publikummer regner Kristoffer Gade slet ikke med, at biografen i Slagelse vil få - i hvert fald ikke til at starte med.

- Det kommer ikke til at ske, at vi lukker 500 ind. Det har vi simpelthen ikke filmtitlerne til at kunne trække, slår han fast og peger på, at det heller ikke vil være forsvarligt med så mange publikummer på én gang.

I biografsalene skal der nemlig sikres en meters afstand mellem publikum målt fra midten af sædet. Det kan for eksempel ske ved at lade hvert andet sæde være tomt.

Anderledes oplevelse

Kun grupper, der i forvejen har tæt kontakt - eksempelvis medlemmer af samme husstand eller kærestepar - må ifølge retningslinjerne sidde ved sammenhængende sæder med mindre end én meter mellem dem.

Afstandskravet skal også sikres uden for salene, hvor der maksimalt må tillades adgang for én person per fire kvadratmeter gulvareal, inklusive personale.

Derfor skal foyer og andre publikumsarealer indrettes, så der undgås for eksempel tætpakkede køer, ligesom der skal være vand og flydende sæbe eller håndsprit tilgængeligt for både biografgæster og ansatte.

Artiklen fortsætter efter billedet...

- Det bliver anderledes, men vi vil gøre alt for, at det bliver en så normal oplevelse for biografgæsten som overhovedet muligt. Samtidig med, at det er en alvorlig situation, der skal tages alvorligt, forklarer biografchefen i Panorama Slagelse.

Hårdt for økonomien

I biografen vil man ved genåbningen sikre afstand ved brug af blandt andet ensretning. Og så vil man begrænse risikoen for smitte ved at skrue op for den daglige rengøring, så kontaktflader hyppigt rengøres.

Derudover vil der ved for eksempel bland-selv-slikken være krav om brug af både handsker og håndsprit.

- Handskerne er man vant til. Og så er der lige håndspritten, som ikke altid har været der. Men den har de fleste også efterhånden vænnet sig til at bruge i alle mulige andre sammenhænge, siger Kristoffer Gade.

Trods udfordringer og ændringer glæder biografen sig derfor til at genåbne.

Nedlukningen på over to måneder har nemlig været »en hård omgang«, fortæller biografchefen og konkluderer samtidig, at regnskabet for dette år »lige så godt kan smides ud ad vinduet«:

- Det bliver ikke kønt. Det er der ingen tvivl om. Men vi klarer os igennem det og kan mærke, at folk har savnet os. Så det glæder vi os over, slår Kristoffer Gade fast.

- Kristoffer Gade, biografchef, Panorama Slagelse

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...