'Den døde soldat' fortæller om tiden i Afghanistan

Jacob Panton har været udsendt i krigszoner utallige gange. Sidste gang var i Afghanistan i 2012, hvor han nær mistede livet under en aktion, hvor han nedlagde fjenden, men selv blev ramt af fire skud - og havde døden helt inde på livet.

Besøger Næstved

Den 23. januar besøger Jacob Panton Herlufsholm Sognehus, hvor han fortæller om sine oplevelser.

Blandt andet vil han fortælle en mere detaljeret udgave af historien om at blive dødeligt såret og sin kamp tilbage til livet.

Jacob Panton vil også tale om sin kamp for andre sårede veteraner gennem foreningen 'Veteranskytterne'.

Foredraget er gratis og finder sted klokken 19.30 i Herlufsholm Sognehus.

Hovsa-opgave

- Vi står alle sammen pakkede og klar til at tage hjem til Danmark, da der pludselig kommer en »hovsa-opgave«. Vi må derfor pakke ud igen og tage af sted, og jeg har en meget underlig følelse i maven. Min sjette sans siger mig, at noget er galt allerede, da vi kører af sted, husker Jacob Panton tilbage.

Englænderne er i hård kamp ude foran, og danskernes opgave er at sikre det spor, de kører i, så der ikke bliver lagt miner i sporet.

Jacob Panton, der er kampvogns-kommandør, hører en mislyd på sit bæltekøretøj undervejs, og han må derfor selv ud for at tjekke, hvad der er galt.

- Jeg følger mig overvåget, mens jeg arbejder på kampvognen. Og da jeg vender mig om, så ser jeg en mand med såkaldt RPG (panserværnsraket, red.), som han peger lige mod mig og kampvognen. Jeg når lige at trække ryggen til mig, hvorefter jeg er bevidstløs et kort sekund. Lyset slukkede lige, da han affyrede RPG'en mod kampvognen, og jeg bliver nu ramt i den skulder, som lige har været såret, forklarer den årvågne soldat, der ikke kunne se andre muligheder end at kaste sig ind i remmen på bæltekøretøjet.

Misforstår ordre

Han forsøger at råbe en ordre ind til de andre i kampvognen, at de ikke må starte og køre. Men de misforstår ordren og starter kampvognen.

- Derfor bliver jeg tvunget til at kravle ud fra mit skjul, og jeg bliver straks ramt af på hjelmen og vesten. Jeg kravler op foran og råber »Sluk motoren!«. Nu bliver jeg ramt i låret, og jeg kan se, at blodet står ud af såret i pulsslag, siger kampvogns-kommandøren, der tilbage i 2012 var 28 år gammel.

De andre forstår nu, at Jacob Panton er blevet skudt, og de forsøger at lægge et røgslør ud, så han kan komme op i kampvognen igen.

Skytten, der ligger bagude, skyder dog igen og rammer denne gang den danske soldat i læggen.

- Projektilet går først igennem læggen og rammer kampvognen, hvorefter det går retur igennem læggen igen. Det kunne jeg godt mærke, gjorde ondt, slår den dengang hårdt sårede soldat fast.

Det lykkedes nu ham ved en kraftanstrengelse at komme op i kampvognen, hvor han bliver mødt med kommentaren:

- Hold kæft mand, du bløder!

Ikke tid til smerte

Jacob Panton har dog ikke tid til at have ondt af sig selv. Han udstikker stadig ordrer, mens én af de andre stikker en hånd ind i såret for at standse blødningen i låret.

- Jeg har en følelse af, at om lidt, så er det slut for mig, så mit fokus er på at få nedkæmpet fjenden, mens jeg stadig er ved bevidsthed, siger han.

Det lykkedes. Fjenden bliver nedkæmpet. Men nu skal han lige have overbevist sin overordnede om, at han har brug for hjælp nu og her.

Det bliver gjort i et sprog og med nogle vendinger, så den overordnede ikke er i tvivl om, at det er med »at få fingeren ud - nu!«.

En helikopter flyver Jacob Panton til hospitalet, hvor den danske stabslæge Steen-Erik Christensen tager imod, inden den hårdt sårede danske soldat mister bevidstheden.

- Steen-Erik redder mit liv, lyder det kort og godt fra den nu 36-årige krigsveteran.

I 2017 viste TV2 dokumentaren »Den døde soldat« med rekonstruerede billeder fra episoden.