Lokal møbelpolstrer viste frem

Der blev budt på både kage og chokoladeduftende kaffe, da borgmester Niels Hörup besøgte Maria Buhl's lille værksted på Tåstrupvej 2 i Solrød med fritlagte bjælker, vægge af hvidmalede natursten og værktøjet sirligt hængt op langs væggene.

- Møbelpolstring er jo et stolt, gammelt håndværksfag, og det kræver kvalificeret håndelag og kreativitet at få fuldkommen ramponerede møbler til at se fine ud igen. På værkstedet laver vi alt, hvad hr. og fru. Hansen har hjemme i stuen som f.eks. spisestuestole, lænestole og sofaer, og ofte skal det gamle blår erstattes med tilsvarende nyt fyld, før vi kan betrække med frisk læder eller stof. Det er en tidskrævende opgave, men til gengæld kan møblerne så holde i flere generationer bagefter, og ejerne bliver rigtig glade, fortæller Maria Buhl.

Oprindeligt troede Maria Buhl ellers, at hendes fremtid bød på en skæbne som tyskunderviser. Men det viste sig, at studietiden blev for lang og kedelig. Samtidig blev Maria opmærksom på, hvor vigtigt det er for hende at have en kreativ hverdag, hvor hun kan bruge både hoved og hænder. Håndværksgenet har Maria Buhl da heller ikke fra fremmede, da både hendes far og bror er håndværkere, fortæller hun over kaffen.

Og Maria Buhl er da også landet på den helt rette hylde som møbelpolstrer. Noget af det, hun holder meget af, er, at ingen opgaver er ens i det lille møbelværksted. Maria Buhl og hendes to elever arbejder med både traditionel og industriel polstring og ombetrækker f.eks. sæder til motorcykler og veteranbiler og hynder til sejlbåde og camping.

- Vi satser på godt håndværk, faglig rådgivning og individuelle løsninger, det giver nemlig tilfredse kunder.

I dag kører folk gerne for at få god rådgivning og møbler restaureret eller ombetrukket efter traditionelle håndværksmæssige polstringsmetoder - og selvfølgelig i kvalitetsmaterialer, som lever op til nutidens udtryk, siger Maria Buhl.