Musikskolen slutter sæsonen med fire koncerter på nettet

En af sommerens positive oplevelser har de senere år været Stevns Musikskoles sæsonafslutning med en stor friluftskoncert i Munkegårdsparken - Store Heddinges lidt oversete grønne oase. Her kan forældre, søskende og andre interesserede få et indblik i, hvad eleverne har lært gennem det forløbne skoleår og samtidig mærke følelsen af sol og sommer garneret med røde pølser og gule sodavand. En musikalsk festdag på én af årets lyseste sommerdage.

Sådan bliver det ikke i år, hvor coronarestriktioner fortsat sætter klare begrænsninger for de musikalske udfoldelser. I stedet kan man opleve nogle af de bands, som i den forgangne sæson har øvet sig og set frem til at trykke den af. Det sker i stedet ved fire livekoncerter, der fra mandag til torsdag i denne uge kan ses på Stevns Musikskoles Facebook-side.

I sidste uge mødtes bandene for første gang i næsten tre måneders coronanedlukning. Hver aften er der blevet øvet, så de indlærte færdigheder fra før pausen kunne blive pudset af - og nu er de klar til at give koncert.

- De har glædet sig meget, og derfor er det rigtig godt, at det lykkedes at samle dem inden sommerferien. Der skulle lige bankes lidt rust af, men så gik det også rigtig fint, siger Søren Dahl-Pedersen, der er leder af Musikskolen.

80 pct. af elever gik online

Musikskolen lukkede ned sammen med resten af samfundet 11. marts, men allerede mandagen efter - 16. marts - var skolen klar med online-undervisning.

- Vi har ikke kunnet lave undervisning af bands, fordi eleverne sidder hver for sig derhjemme. Derimod har vi tilbudt undervisning af solister - både sang og instrumenter - og her har 80 procent eller 100 elever takket ja. Jeg har sagt til lærerne, at de havde frie tøjler til at tilrettelægge undervisningen på nettet, og det er i de allerfleste tilfælde gået rigtig fint. Men det er svært at lave undervisning i trommespil til elever, der bor i en to værelses-lejlighed, siger Søren Dahl-Pedersen.

Egentlig kunne Stevns Musikskole godt have åbnet igen allerede 27. maj i henhold til regeringens genoplukning af samfundet. Men her røg skolen ind i et pladsproblem. Omkring halvdelen af eleverne undervises ude på skolerne, som selv havde brug for al plads for at holde afstand mellem eleverne.

Fire aftener på nettet

Denne uges live koncerter markerer samtidig afslutningen på skoleåret. Musikskolen præsenterer fem bands på fire aftener, mens der ikke er solister på scenen. Hver aften vil koncerten vare mellem 45 og 60 minutter, og eleverne er typisk mellem 14 og 20 år.

Mandag kl. 19.00 spiller Oakstreet Bigband, der trods navnet spiller »popmusik med fede blæserarrangementer og lækre korstemmer«.

Tirsdag kl. 19.00 lægger The New Bunch ud med en solid gang »rock med fuld tryk på spaderne«, inden pigebandet: Grelpöbi - der består af 9. klasses-elever fra Strøbyskolen - går på.

Onsdag kl. 19.00 bliver stilen akustisk, når De Flyvende Pink Ponyer spiller »folkemusik på den fede måde«.

Koncertrækken slutter torsdag kl. 19.00 med et sangshow med elever fra 12 år og opefter sammen med lærernes band, der serverer en cocktail med alt fra Disney til Rihanna.

Musikskolen har indkøbt ekstra udstyr til lejligheden og afprøvet, at teknikken virker til livestreamingen.

- Vi betragter ikke koncerterne på nettet som blot en nødløsning, men derimod noget, som vi kunne få lyst til at lave en anden gang - f.eks. som julekoncert, når det er mørkt og koldt udenfor. Men vi giver ikke afkald på den årlige sommerkoncert i Munkegårdsparken - den vender forhåbentlig tilbage næste år, siger Søren Dahl-Pedersen.