Kalvø: A la carten er tilbage

Usikkerhed om selskaber får Kalvøen til at ændre koncept. For nu i hvert fald

"Der er ting, som jeg har svært ved at se komme tilbage. Vi har brugt otte år på at gøre Kalvøen til dét sted, man holdt fest, og til sted, hvor vi har udviklet koncepter for fællesspisning. Det er væk med et knips, og derfor må vi selvfølgelig se, hvad vi kan gøre. Så selv om vi for efterhånden en del år siden mente, at markedet for a la carte var for usikkert, så er det lige nu dét, der giver mest mening. Og så må vi jo se, om vores skepsis dengang var velbegrundet, eller om det er fungerer. Der er så meget, der er anderledes nu end tidligere, at jeg synes, det er rigtig svært at vide."

Sådan lyder det fra Rasmus Rasmussen, chef på Restaurant Kalvø igennem et lille årti.

Han overtog tøjlerne, efter restauranten havde ligget stillet efter en konkurs.

Med erfaringer som restaurantchef fra DFDS valgte han helt bevidst at trække på erfaringerne herfra i bestræbelserne på ikke bare at få Frederikssunds borgere til at tale om restauranten, men rent faktisk ogeå benytte den.

Budgetterede med overskud

Og for første gang efter de mange års kamp for at placere restauranten i gæsternes bevidsthed som et oplagt sted at holde fest, middagsselskab eller andet, var der rent faktisk budgetteret med et overskud i 2020.

Men så kom Corona på tværs.

Og selv om der nu så småt bliver åbnet op for restaurantdrift, sætter forsamlingsforbuddet fortsat en solid stopklods for alt, der hedder fester:

"Vi har egentlig pladsen til at kunne holde retningslinierne, også hvis man vil holde fest. Men 80 procent af alle planlagte selskaber er blevet aflyst, og så er vi nødt til at gøre noget andet. Vi har høstet nogle gode erfaringer fra perioden med Take Away-mad, som vi kan bruge," fortæller Rasmus Rasmussen og fortsætter:

"Det bliver hverken rejecoktail eller pincetpad. Men god mad baseret på gode råvarer, og det vil være naturligt at tænke i noget af det, vi har stort set uden for døren. Så det vil jo næsten være utænkeligt, at vi for eksempel ikke skal servere smørstegte rødspætter. Og med den beliggenhed, vi har, og den årstid, vi er på vej ind i, har vi faktisk alle forudsætninger for at gøre det til en god oplevelse. Om det så er en blivende tiltag, også når man igen må holde selskaber, må tiden vise," siger han til Lokalavisen.