Løbeklub udsætter opløsning til næste år på grund af corona-krisen

Egentlig var det planen, at Valløby Motion ville dreje nøglen om efter sæson 2020. Men så kom corona-krisen.

- Vi har i et par år forespurgt vore medlemmer, om der var nogle, der havde lyst og mulighed for at tage over i klubben, da alle i udvalget på et tidspunkt er plus 70 år. Men det har vist sig at være svært, for ikke at sige umuligt, så da Valløby-løbet sidste år for første gang i 30 år ikke kunne løbe rundt på grund af manglende deltagelse, opstod muligheden for at lukke klubben efter 31 år, forklarer foreningens formand, Jørgen Møller Jensen:

- Vores ønske var at lukke ned, mens klubben kørte i højeste gear, i stedet for at vente til medlemmerne forsvandt. Det meddelte vi alle medlemmerne ved sæsonafslutningen 2019. I mellemtiden har tingende ændret sig på grund af corona: Kvindeløbet i Solgårdsparken, som Valløby Motion afvikler for Sportmaster i Køge, er blevet aflyst i 2020 og udsat til 26. maj 2021. Samtidig måtte Valløby Motion jo lukke ned efter første træningsdag den 7. marts, og vi kommer til at ligge stille i tre måneder, før vi kommer i gang igen.

Formanden håber, at medlemmere igen kan løbe sammen fra den 23 maj.

- Da vi har sat en del penge i det aflyste kvindeløb, og fordi denne sæson i klubben blev delvist spoleret, har vi besluttet, at Valløby Motion kører et år mere, så vi først lukker ned efter sæson 2021, lyder det fra Jørgen Møller Jensen.

Præstegården i Valløby, som er samlingssted for løberne, har været lukket. Her genåbnes den 18. maj, så klubben igen har et sted at være.