Farum Bytorv gør klar til at slå dørene op: Vi kan ikke vente med at tage imod vores kunder igen

Mandag den 11. maj bliver en særlig dag på Farum Bytorv, der lige som resten af landets storcentre igen kan slå dørene op oven på coronakrisen. Og centerchef Kenneth Barenholdt er naturligvis en glad mand oven på nyheden torsdag aften.

"Vi kan slet ikke vente med, at tage imod vores kunder igen, og vi har været klar længe til at få den gode nyhed," siger han til Furesø Avis.

Bytorvet har selvfølgelig sat regler op for færden i centret.

"Vi har sat pile op, så vi får folk til at holde til højre. Centret skal selvfølgelig også være så ryddeligt som muligt, så der kan holdes afstand. Derudover har vi også sat ind med ekstra rengøring, og vi har vagter til at holde øje," siger han.

Kunderne kan vende tilbage til normale åbningstider igen på Farum Bytorv, siger chefen. Der vil være et system, der holder øje med, hvor mange kunder, der er inde på bytorvet ad gangen, så reglerne holdes.

"Vi føler os klar til at tage imod vores kunder igen," siger Kenneth Barenholdt.