Billeder: Fra Disco Tango til Radetzky March

For niende gang leverede Promenadeorkesteret under ledelse af dirigent Bjørn Hyrup musikken til fire solister, da der lørdag eftermiddag var nytårskoncert i Ringsted Kongrescenter.

Det fire solister var popsangerinde Annette Heick, operasangerne Lisbeth Kjærulff og Gert Henning-Jensen og entertaineren Michael Carøe.

Alle fire har gode stemmer til hver deres genre, og de blev bakket fint op af de kompetente musikere i Promenadeorkesteret.

De meget forskellige sangere sang både solo, duetter og alle fire sammen i løbet af de to afdelinger, hvor musikgenrene skiftede lidt for hyppigt til at skabe en rød tråd i programmet.

Hyppige stilskift

Promenadeorkesteret indledte traditionen tro nytårskoncerten med Radetzky March.

Herefter fulgte sange i forskellige stilarter på dansk, tysk, italiensk, svensk og engelsk af meget forskellige komponister og sangskrivere som eksempelvis Giacomo Puccini, Franz Lehár, Johan Strauss, Tommy Seebach, Lady Gaga og Cole Porter.

Undervejs blev der forsøgt med lidt vittige indslag, men det kiksede ofte lidt med timingen, når pointen skulle serveres for den fyldte sal.

Meget grand prix

Begge afdelinger blev afsluttet med et melodi grand prix potpourri.

I første afdeling var det med engelske grandprix sange, mens det i anden afdeling var sange fra det internationale melodi grand prix i 1979 heriblandt Tommy Seebachs danske vindersang Disco Tango.