Aktiviteterne offentliggøres om en uge: Ekstra penge til sommerferieaktivieter

Foreningslivet tilgodeses for indsatsen i coronakrisetiden

Når årets sommerferieaktiviteter for kommunens børn offentliggøres 13. maj, er der måske flere muligheder end sædvanligt. I hvert fald har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at afsætte ekstra 123.000 kroner til aktiviteter i 2020 udbudt af foreninger.

"Vi håber, at det udover at være en støtte til kommunens foreninger i denne tid også kan være med til at sikre endnu flere gode tilbud og oplevelser til de mange børn og unge, som i år måske alligevel ikke kommer på den sommerferie, deres familie ellers havde planlagt," begrunder udvalgets formand, Mette Schmidt Olsen (K), beslutningen.

Beløbet supplerer de 310.000 kroner, der allerede er afsat til sommerferieaktiviteter, hvoraf 180.000 kroner er målrettet foreninger.

Udvalgsformanden roser foreningerne for de mange kreative nødløsninger, de har sat i verden under Corona-krisen, for at bevare kontakten med medlemmerne.

"Der foregår rigtig mange ting, nu bare på andre måder; online undervisning, personlig telefonisk rådgivning og inspiration til læsning, digitale anbefalinger, træningsvideoer - og listen er endda meget længere, peger hun på, og suppleres af udvalgets næstformand:

"Vi ved, at især foreningerne har det svært, fordi skal de skal holde på både medlemmer, sikre økonomi og samtidig fortsat følge myndighedernes anbefalinger herunder den gradvise genåbning af Danmark, som i første omgang ikke indebærer foreningslivet," siger Kasper Langberg (Rad.v.)

Udover øget tilskud til sommerferieaktiviteter har Kommunalbestyrelsen i april besluttet, at budgetterede tilskud for 2020 på folkeoplysningsområdet kan fremskyndes udbetalt. Samtidig er det besluttet, at aftalte honorarer, samt betaling til leverandører for aktiviteter på kulturområdet, der er overført fra 1. halvår til 2. halvår 2020 også kan udbetales efter anmodning fra leverandør.

fsp