Tusinder har muligvis modtaget falsk vaccine i Indien

I den indiske storby Mumbai er to tusind mennesker muligvis blevet vaccineret med saltvand frem for vaccine fra AstraZeneca. Derfor har myndighederne i byen indledt en efterforskning af flere private vaccinationscentre.

Det oplyser Vishal Thakur, som er politibetjent i Mumbai, til avisen New York Times og tv-stationen CNN.

Ifølge myndighederne mistænkes cirka 12 private vaccinationscentre for at have svindlet med vaccinen i løbet af maj og juni.

Det estimeres, at op mod 2500 personer har modtaget en falsk vaccine, siger politibetjenten.

På nuværende tidspunkt er 14 personer blevet anholdt, da de er mistænkt for at have medvirket i svindlen. Flere af dem er læger og andet plejepersonale.

Alle er sigtet for snyd og forfalskning, oplyser betjenten til de amerikanske nyhedsmedier.

De vaccinerede skulle betale mellem 10 og 17 dollar per vaccinestik. Myndigheder har konfiskeret mere end 20.000 dollar fra de mistænkte, har myndighederne i Mumbai oplyst til New York Times.

Efterforskningen af de falske vacciner begyndte, da flere ofre for svindlen mistænkte, at deres bevis for at være vaccineret ikke var ægte.

Den mulige svindel har fundet sted under Indiens anden bølge af coronapandemien, som har ramt landet særligt hårdt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...