24-årig mistede bilen i tredje omgang

Tredje gang gik den ikke længere for en ung mand fra Jyderup, som bliver ved med at køre bil, selv om han ikke har kørekort.

Onsdag klokken 14.40 blev den 24-årige stoppet på Skovbrynet i Jyderup, hvor han kom kørende i en personbil. Da det var tredje gang på en måned, faldt hammeren med det samme.

Ud over endnu en sigtelse for at køre uden at have kørekort fik den unge mand også beslaglagt bilen med henblik på konfiskation.

Det kunne den 24-årige ikke se mening i, så han krævede, at sagen bedømmes af en dommer.

Og en dommer kommer han under alle omstændigheder til at møde, når tre gange kørsel uden kørekort skal afregnes i retten.