Velbesøgte torvedage

GØRLEV: De fleste ferie-lørdage skinner solen, men den klassiske danske sommer, som også har regn og sorte skyer på programmet, fornægter sig ikke; og i årets tredje udgave af en Gørlev-tradition, med mere end 40 år i den historiske rygsæk, bød ikke kun på musik og sorte sild, men også på gråsorte skyer med våde kinder.

De klassiske torvedage på Bytorvet er tilbage med boder og hyggelig stemning, ligesom der hver gang vil være musikalsk underholdning.

På den tredje torvedag stod Lørdag Formiddag for musikken og musik skal der til, ikke mindst, når det er Musikcaféen, der sætter i scene.

Man finder sorte sild, stegte frikadeller, tombola, læskende drikke og skummende fadøl, loppeboder og plads til en god snak under teltdugen. Også Lokalhistorisk Arkiv holder åbent samtidig med torvedagene og man kan ligge ind i arkivet og få en snak med de frivillige der.

De sorte sild

Det er Gørlev Turistforening, som står for det største af torvedagenes sikre hits, salg af sorte sild.

Men mens de 250 sild på den solvarme åbningslørdag sidst i juni blev udsolgt før tid, var der knap så stor efterspørgsel efter sildene forrige lørdag, hvor temperaturen var faldet med 10 grader - og de flittige turisatfolk havde ellers købt ekstra ind.

På lørdag den 17. juli er det igen Hitfingers, der spiller på Bytorvet i Gørlev og alle krydser fingre for godt vejr, så de sorte sild og torvedagene bliver godt besøgt.

Det er på skift Handels- og erhvervsforeningen for Gørlev og omegn, GIF, Gørlev Turistforening og Musikcafeen, der står for afviklingen af torvedagene.