Alle døre står åbne for Rødovres første student

Mandag fik Mia Rydell fortjent den hue hun altid har drømt om, for det er aldrig for sent at følge sine drøme, siger den første kursist med hue på Vestegnen HF & VUC.

”Jeg havde længe drømt om at tage uddannelsen, men med nogle år på SU var det svært at finde plads til det rent økonomisk. Opbakningen fra familien gjorde det dog muligt. Det er jeg utrolig glad for nu,” siger Mia Rydell.

Hun har allerede en butiksuddannelse, men har længe ønsket sig mere, og startede derfor på en fuld HF som enkeltfag for at åbne flere døre for fremtiden.

Når man tager HF som enkeltfag kan man selv styre tempoet ved at vælge, hvor mange fag man vil tage samtidig. Det er meget fleksibelt og gør det muligt at passe andre forpligtelser i livet. Med en HF som enkeltfag kan man også kombinere undervisningsformerne, sådan at man både kan møde op til undervisning på skolen og have andre fag, som tages som e-learning.

Mia tog alle sine HF fag på bare 2 år. Dette samtidig med at hun arbejdede.

”Det har været to fokuserede år, men motivationen har været helt i top og jeg har nydt det,” siger hun stolt.

Og der er med en stribe af 12- og 10-taller også en masse at være stolt af, som eksempelvis den afsluttende eksamen i psykolig, der også endte med et stort flot 10-tal. Noget, der gør det nemmere at forfølge drømmen om at læse videre til laborant.

Særlig fornemmelse

Når direktør Tue Sanderhage giver albue, for det gør man i denne tid, og ønsker Mia tillykke, bliver det med stolthed.

”Det er altid særligt i disse uger, hvor huerne kommer på. Men i år er det helt særligt, for vi ved, hvordan elever og kursister har kæmpet for at nå deres målstreg og få den blå hue sat på hovedet. Jeg er så stolt af den indsats og vedholdenhed,” siger Tue Sanderhage.

Mia har under sin uddannelse valgt at modtage undervisning på skolen, da fællesskabet for hende har været vigtigt, men under nedlukningen blev al undervisning omlagt til virtuel undervisning. Vestegnen HF & VUC har ifølge Tue Sanderhage været godt rustet til nedlukningen. Skolens strategiske satsning på at være et voksent, fleksibelt og digitalt VUC har gjort det muligt at omlægge til virtuel undervisning, uden at gå på kompromis med det at bedrive undervisning og at give kursisterne en uddannelse, som de kan bruge til noget i deres videre liv.

”Vores lærere og alle øvrige ansatte har i dette særlige år sat vores elever og kursister i centrum og arbejdet som gale for at give de bedst mulige rammer for elever og kursisters læring. Jeg er dybt imponeret, ydmyg og taknemmelig.” afslutter Tue Sanderhage.